Billede beskrivelse

16-årige Sebastian fra Aalborg er på vej til internationalt gennembrud

18. februar 2025 kl. 09.03

Den 16-årige aalborgenser Sebastian Bach er på en ambitiøs mission for at nå toppen i motorsporten – og han har allerede sat sig solidt i feltet.

Sebastian tog sine første meter i en gokart som 10-årig, og siden da har kursen kun gået én vej: fremad. Sidste år cementerede han sit talent ved at vinde Rookie-mesterskabet i det danske Nordic 4-mesterskab. Nu er ambitionerne skruet op, og en målrettet karriereplan skal bane vejen mod endurance racing – med det legendariske 24-timersløb på Le Mans som et af de store delmål.

– Sebastian har vist, at han har talentet og det rette mindset til at komme langt i sporten. Med den plan, vi har lagt for de kommende år, er målet at føre ham mod endurance racing og på sigt en plads i Hypercar-klassen, fortæller Kenn Bach, Sebastians far og manager – og selv tidligere racerkører i bl.a. TCR Denmark.

Billede beskrivelse

Inspiration fra danske motorsportsprofiler

De seneste år har flere nordjyder markeret sig internationalt i motorsport, heriblandt Malthe Jakobsen, der snart debuterer som fabrikskører i FIA World Endurance Championship. En karrierevej, der også har inspireret Sebastian Bach:

– I år handler det om at opbygge endnu mere erfaring i Nordic 4 og forhåbentlig sikre Danmarksmesterskabet med STEP Motorsport. Næste år er planen at skifte til prototype-racere i Europa og arbejde målrettet på at blive en del af næste generation af endurance-specialister, forklarer Kenn Bach.

Billede beskrivelse

Fuld dedikation til drømmen

Sebastian Bach selv er fast besluttet på at tage det næste skridt mod motorsportens elite.

– Jeg er så klar! Sidste år var min første sæson i rigtige racerbiler, og jeg var hurtigt med i kampen om sejrene. Rookie-titlen har givet mig endnu mere motivation, og jeg ved, at det kræver en stor indsats at lykkes. Motorsport har altid været min drøm, og nu skal den have et seriøst skud, siger han.

Inden den danske sæson starter, deltager Sebastian Bach i Formula Winter Series i Sydeuropa. Han har allerede kørt første afdeling på Portimão-banen i Portugal, hvor han imponerede ved at placere sig blandt de ti bedste i et stærkt felt af unge formelkørere fra hele verden.

Med talentet, viljen og den rette plan er Sebastian Bach godt på vej til at sætte sit aftryk på den internationale motorsportsscene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste