15-årige August tog til Thailand for at træne: Nu har han vundet et bælte
AALBORG: Da 15-årige August Tange rejste til Thailand, var planen egentlig udelukkende, at han skulle bruge seks uger på at træne thaiboksning.
Men under opholdet opstod der pludselig en mulighed, som den unge kæmper fra Aalborg Martial Arts ikke kunne sige nej til.
Få dage inden kampen fik August Tange tilbudt at møde en 22-årig australier på Sinbi Boxing Stadium. Modstanderen havde 10 semiprofessionelle og professionelle kampe bag sig og var endnu ubesejret.
August Tange blev placeret i en af stævnets hovedkampe, hvor der samtidig var en titel på spil. Den sikrede han sig ved at dominere kampen og stoppe sin modstander i tredje omgang.
- Han ender med at vinde kampen før tid med en regn af albuer. Han dominerer kampen og sin modstander, fortæller Jacob Winther, der er formand for Aalborg Martial Arts.
En hård modstander
Ifølge klubformanden er sejren en stor præstation.
Når der arrangeres kampe i Thailand, forsøger arrangørerne at finde modstandere, der matcher hinanden i niveau, så begge har en reel mulighed for at vinde.
- August er god, og derfor fik han også en god modstander, siger Jacob Winther.
Selv om modstanderen var syv år ældre, har August Tange allerede betydelig kamp-erfaring. Han har i alt kæmpet 38 kampe, hvoraf 17 har været i thaiboksning og 21 i kickboksning.
Samtidig måler han 1,93 meter, hvilket ifølge Jacob Winther kan gøre det svært at finde jævnaldrende modstandere, der både matcher ham i størrelse og sportsligt niveau.
Stille og rolig uden for ringen
De mange kampe og det høje sportslige niveau står i kontrast til den person, som klubbens medlemmer møder uden for ringen.
Jacob Winther beskriver August Tange som en flink, rolig og jordnær ung mand, der måske endda kan virke en smule introvert.
- Hvis man møder ham ude på gaden, virker han bare stille og rolig. Men han er dygtig til kampsport, og han er dygtig til thaiboksning, siger han.
August Tange har været en del af Aalborg Martial Arts i omkring seks-syv år. I dag træner han mange gange om ugen, deltager i kampe og underviser desuden selv i thaiboksning i klubben.
- Det er en spændende rejse at have fulgt med i, siger Jacob Winther.
Den store træningsmængde har fortsat gennem hele sommerferien. 24. juni afsluttede August Tange 9. klasse, og kort efter rejste han til Thailand for at træne.
Han vender hjem 11. august, og allerede dagen efter begynder han på Aalborghus Gymnasium, hvor han skal gå i en elitesportsklasse.
Viser, hvad der er muligt
August Tanges resultater har ikke kun betydning for ham selv. Ifølge Jacob Winther fungerer han også som et forbillede for andre i Aalborg Martial Arts.
- Det er fedt at se, hvad man kan opnå, hvis man træner hårdt, vil det og lægger sin tid i det. Der kan man helt utvivlsomt se August som en rollemodel, siger han.
Klubformanden fremhæver samtidig de frivillige trænere og ildsjæle som en vigtig del af forklaringen på, at klubben har flere dygtige kæmpere.
- Vi har en flok ildsjæle, der både lægger rigtig meget tid i det og er rigtig dygtige. Den kombination er selvfølgelig meget vigtig, siger han.
Dertil kommer et særligt fællesskab, hvor medlemmerne under træningen kan slå og sparke på hinanden for kort efter at give hinanden en highfive.
- Vi er venner både før, under og efter. Vi er heldige, at vi har et fantastisk fællesskab, siger Jacob Winther.
Der venter allerede nye opgaver for August Tange. I september skal han deltage i danmarksmesterskabet i thaiboksning, og i oktober sigter han efter både en ny turnering og et verdensmesterskab.
Desuden er planen, at han skal tilbage til Thailand for at træne både i juleferien og næste sommerferie.