I dag tog 1600 unge hul på en ny tid for værnepligten
NORDJYLLAND: Værnepligt giver unge mennesker mulighed for at yde et bidrag, som styrker både Forsvaret og hele samfundet.
Sådan lyder det fra forsvarschef Michael Hyldgaard i en nyhed på Forsvarets hjemmeside.
- Igennem værnepligten får de unge mulighed for at tage et ansvar og yde et bidrag, der ikke alene styrker Forsvaret, men også hele vores samfund, siger han.
Mandag har 1600 unge mænd og kvinder første dag på landets kaserner, hvor de skal aftjene 11 måneders værnepligt.
Det er det første fulde hold, der skal aftjene den forlængede værnepligt.
Fra 2026 er værnepligten med få undtagelser forlænget fra 4 måneder til 11 måneder.
Værnepligten hos Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet, cyberværnepligten og kongeskibet "Dannebrog" er 12 måneder.
Mens værnepligten er blevet forlænget, er der også indført ligestilling mellem mænd og kvinder på den måde, at kvinder også indkaldes som værnepligtige. Tidligere har kvinder haft værneret, men ikke værnepligt.
Forsvaret skriver, at omkring 20 procent af de værnepligtige, som begynder i år, er kvinder.
Forsvaret har tidligere oplyst, at alle de 1600 værnepligtige er frivillige.
De værnepligtige er fordelt på 14 tjenestesteder inden for både hæren, søværnet og flyvevåbnet.
De første tre til fem måneder skal bruges på at lære grundlæggende soldaterfærdigheder, lyder det. Det kan være skydetræning, førstehjælp, fysisk træning og forståelse for, hvordan man bevæger sig rundt i terrænet.
Herefter skal de værnepligtige indgå i operativ tjeneste i Forsvaret.
Det kan handle om bevogtnings- og beredskabsopgaver, patruljetjeneste, droneflyvning, radarassistance og lignende opgaver.
Det skal ifølge Forsvaret være med til at frigøre fastansatte, professionelle soldater til andre opgaver, som kræver en højere grad af specialisering.
Efter de første fem måneder kan de værnepligtige varetage operative opgaver både i og uden for Kongeriget Danmark. Det kan være i Grønland, på Nato-indsættelser i Letland eller sejlads med søværnet.
Indsættelse uden for Kongeriget Danmark vil være baseret på frivillighed, skriver Forsvaret.