Flere end 100 gæster fejrede særlig mærkedag hos Anne og Marianne
AALBORG: Der var farverige tråde, kreative idéer og masser af hygge, da Tilles Værksted for Håndarbejde i Aalborg forleden markerede Verdens Broderidag.
Flere end 100 gæster lagde vejen forbi butikken, hvor årets tema var sommerfugle.
Deltagerne kunne hente inspiration, brodere sammen og nyde fællesskabet omkring det klassiske håndværk.
Tilles Værksted for Håndarbejde drives af Marianne Ochwat og Anne Rytter Asferg.
Forretningen flyttede sidste år til de nuværende lokaler på Vandmanden.
Kunder fra hele Nordjylland finder vej til butikken, der skiller sig ud ved at være en af de få, der udelukkende har fokus på broderi.
Ud over et bredt udvalg af materialer og kits danner butikken også ramme om kurser, workshops og et aktivt broderifællesskab.
Verdens Broderidag markeres hvert år 30. juli.
Dagen blev grundlagt i Sverige i 2011 og fejres i dag af broderientusiaster verden over som en hyldest til broderiet, kreativiteten og fællesskabet omkring nål og tråd.