Billede beskrivelse

Succesfuldt ægtepar er nye forpagtere på Aalborg Teater

28. januar 2025 kl. 14.48
Opdateret kl. 16.18

På Jernbanegade 11 holder Aalborg Teater til - og lige så gør teatrets café. 

Den har været uden forpagter siden årsskiftet, men allerede nu er der fundet en afløser - eller to, rettere sagt. 

Således overtager ægteparret Thilde og Thomas Nedergaard Kristiansen forpagtningen af caféen i de historiske lokaler. Og tilmed skifter caféen navn til Teatercaféen. 

Det skriver Aalborg Teater i en pressemeddelelse. 

- Vi er stolte over at få muligheden for at bringe vores erfaring og kærlighed til god mad og hygge ind i Teatercaféen. Aalborg Teater er en vigtig del af byens kulturliv, og vi glæder os til at bidrage til helhedsoplevelsen med lækker, traditionel cafémad og en varm atmosfære, siger det nye forpagterpar i en fælles udtalelse. 

De ejer og driver i forvejen en række Kaffebaren-afdelinger i Aalborg - og forpagter også hele Friis Streetfood. 

Direktør ved Aalborg Teater, Claus Nørgaard Poulsen, ser frem til, at Thilde og Thomas overtager Teatercaféen. 

- Vi er utroligt glade for at have fået Thomas og Thilde med på holdet. Jeg har i andre arbejdsrelaterede situationer haft fornøjelsen af at samarbejde med Thomas og Thilde og jeg ved, at de vil være med til at give vores gæster en oplevelse, der både smager og føles godt, siger han. 

Teatercaféen har første åbningsdag med de nye forpagtere 19. februar. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste