Billede beskrivelse

Slutspurten er sat ind: Skal Danmarks bedste ishus være fra Nibe og Aalborg?

22. april 2025 kl. 06.00

Flere end 100 af slagsen har været nomineret og med i finalefeltet til OpdagDanmarks kåring af landets bedste ishus. 

Men kun ét kan stå tilbage som den ultimative vinder - og dét ishus kan meget vel komme fra Nibe og Aalborg. 

Således er Guf & Kugler, der som bekendt netop er åbnet i Bispensgade i Aalborg og har rødder i Nibe, i skrivende stund i front af afstemningen. 

Og det er noget, der både begejstrer og gør direktøren for det hele, Jeppe Korsholm, nervøs. 

- Det er svært at have is i maven, når man er så tæt at få en drøm opfyldt i så ung en alder. Det varmer mig virkelig at mærke, at vi har så mange gode ambassadører, som hepper på os og hjælper med at sprede det gode ord, siger han til Ligeher.nu Aalborg. 

Det er danskerne selv, der både har nomineret ishuse fra hele landet - og det er også dem, der i sidste ende afgør, hvem der skal have titlen som Danmarks bedste ishus 2025. 

Tirsdag morgen har omtrent 11.500 afgivet deres stemme - og af disse er lidt over 1500 tilfaldet Guf & Kugler. 

På andenpladsen følger en fynsk kollega - Vaffelhuset fra Kerteminde - mens en nordjysk nabo, Chokoladekurven fra Thisted, indtager tredjepladsen. De har henholdsvis lidt over 1200 og lidt flere end 1100 stemmer hver. 

- Det betyder ubeskriveligt meget at få anerkendelse for den tid, kærlighed og kvalitet, vi vælger at lægge i vores is, guf og hjemmelavede kræmmerhuse, hvor vi elsker at nørde med opskrifter og hele tiden udvikle nye spændende produkter. Så uanset udfaldet af afstemningen så vil jeg tage hver eneste stemme med mig videre, understreger Jeppe Korsholm. 

OpdagDanmarks afstemning slutter i dag tirsdag 22. april kl. 13. Du finder et link til den her

Du kan i øvrigt læse mere om Guf & Kuglers seneste og nyeste isbutik i Bispensgade nedenfor. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste