Billede beskrivelse

Restaurantprofil besætter nyoprettet stilling hos SanGiovanni

04. april 2025 kl. 11.03

Han har været restaurantchef i flere år på Ruths Hotel i Skagen - og nåede også en kort afstikker til Hotel Plesner. 

Men nu har restaurationsprofilen Johan Brodersen fundet og fået nyt job - denne gang hos SanGiovanni i Aalborg.

Det skriver den anerkendte restaurant i en pressemeddelelse. 

- Johans meritter taler for sig selv, og det gør mig stolt at kunne trække en så stor kapacitet fra Skagen til Aalborg. Men Johan er lige den profil, vi har kigget på, da han favner bredt og hans metier er at "møde gæsterne i øjenhøjde". Det er jo noget, vi praktiserer på SanGiovanni, hvor det ene bord kan nyde en pasta og sodavand, og bordet ved siden af trækker 3 retter med en flaske vin fra vores omfattende vinkælder til., siger Mikele Volpi, indehaver af SanGiovanni. 

Idet den italienske restaurant allerede har en restaurantchef i skikkelse af Signe Frederiksen, tiltræder Johan Brodersen i stedet i en nyoprettet stilling som "Head Sommelier og særlige anliggender". 

Her vil SanGiovanni "inddrage Johans brede erfaring og vinviden især til vores allerede omfattende sortiment af vin og drinks".

- En af de ting, der virkelig tiltrækker mig ved SanGiovanni, er muligheden for at arbejde med 100% italiensk mad. Det er en køkkenstil, som jeg ikke har haft mulighed for at arbejde med tidligere, og derfor ser jeg frem til at tage udfordringen op, siger Johan Brodersen og tilføjer:

- Jeg er fascineret af de smage, teknikker og traditioner, som den italienske madkultur rummer, og jeg er ivrig efter at lære endnu mere om den. Jeg er sikker på, at det vil være en både udfordrende og berigende oplevelse at dykke ned i de autentiske italienske retter og bringe min egen erfaring og kreativitet ind i arbejdet.

Han kalder samtidig sin nye stilling for "en stor mulighed for både faglig og personlig udvikling" samt "at arbejde med et brand, der står så stærkt på markedet". 

- Jeg er overbevist om, at vi sammen kan skabe noget særligt, understreger Johan Brodersen. 

Han har allerede haft første arbejdsdag på restauranten, idet han tiltrådte 1. april. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste