Restaurant Tabu lukker
"Det er vemodigt at nå til den erkendelse, at tiden har indhentet Restaurant Tabu".
Sådan indleder den anerkendte restaurant, der har adresse på Vesterå i det centrale Aalborg, i et opslag på Facebook.
Kendsgerningen er, at Restaurant Tabu, der har køkkenchef Michael "Miv" Pedersen og direktør Karsten Jensen i spidsen, lukker.
Det sker på grund af "høje driftsomkostninger, stigende priser på råvarer og vigende gæsteantal i restauranten", beskriver restauranten i opslaget.
Derfor er der nu indgivet en egenbegæring om konkurs.
- Vores fine dining restaurants resultater gik i den forkerte retning, og trods ihærdige forsøg på at ændre på dette var en redning, og dermed fortsat drift, ikke mulig, siger Karsten Jensen, hvortil Michael "Miv" Pedersen supplerer:
- Naturligvis er jeg trist ved tanken om ikke længere at skulle lave præcisionsserveringer på Restaurant Tabu, hvor jeg har lagt liv og sjæl og brugt uendelige timer de seneste knap 9 år - et kapitel som nu definitivt er lukket.
Han tilføjer, at han nu i stedet vil bruge sin tid på Skydebanen - et nyt eventsted med mulighed for både overnatning i små træhytter samt fester, mad over åben ild og meget andet.
Det projekt har vi tidligere beskrevet på Ligeher.nu.
Den artikel kan du (gen)læse nedenfor.