Nye åbningstider på populær kaffebar i centrum
Er du den kaffe-glade type, der bare skal have en kop kvalitets-morgenbønne for at vågne? Så kan det være du bliver begejstret for denne nyhed:
Kaffebaren 'Behag Din Smag' åbner nu kl. 07.15 alle ugens hverdage – altså et kvarter tidligere end de plejer.
Skal imødekomme kundernes behov
Selvom et kvarter ikke lyder af særligt meget, skal den lille ændring imødekomme et reelt behov, som kunderne har.
- Folk står og venter udenfor hver morgen, fortæller Lene Hyldahl, der sammen med sin mand er indehaver af den populære kaffebar på Gabels Torv. Hun fortsætter:
- Der er jo nogle af vores kunder, som skal møde tidligt på arbejde. Så der er altid travlt her om morgenen.
De tidligere åbningstider skal altså imødekomme de kunder, der troligt venter på at få deres foretrukne morgenmokka – både to stay og to go.
Og selvom det betyder, at de ansatte i biksen også skal tidligere op, er det ikke noget større problem.
- Altså om jeg står op klokken halv fire eller kvart i fire, det er lige meget.
Nyt i 2024: Kaffebaren kan fejre 20 års fødselsdag
De nye åbningstider er bare én lille ændring hos Behag din smag, for ifølge Lene er der altid nyt på bedding.
- Selvom vi kører på tyvende år, så sker der stadigvæk ting og sager, fortæller hun og giver en lille teaser:
- Vi har for eksempel lige været ude at rejse, og der har vi altid nogle nye idéer med hjem.
Udover nye idéer i vente, så er 2024 også året, hvor kaffebaren kan fejre 20-års fødselsdag. Og det fortjener, ifølge Lene, en ordentlig fest.
De tidligere år har man fejret kaffebarens fødselsdag på forskellige måder:
Der har været konkurrencer på Instagram, hvor man kunne vinde en række kaffe-relaterede produkter.
Man har også holdt en større fødselsdagsreception for gæster, leverandører og andre venner af kaffebaren.
Sidstnævnte fortælle Lene i et tidligere interview til Aalborg.nu, at de altså godt kunne finde på at gøre igen, når Behag Din Smag fylder år den 3. december 2024.