Billede beskrivelse

Ny vinbar holder sjat-fest hver tirsdag

07. maj 2024 kl. 13.00

I marts åbnede byens nye vinbar på hjørnet af Gravensgade og Algade, hvor Dorthe Nørgaard inviterede indenfor i nyrenoverede lokaler med et feminint touch og vin fra hele verden.

Vinabaren Nørgaard på Hjørnet er kommet godt fra start, og området omkring Budolfi Plads er da også ved at udvikle sig til et sandt foodie-distrikt med masser af caféer, restauranter og hyggelige barer. 

Se også
Ny vinbar med feminint touch og vin fra hele verden åbner i Gravensgade

Der er især gang i den i området fredag og lørdag, hvorfor Dorthe har valgt at holde længe åbent fra middag til midnat. Den festlige weekend kan dog også efterlade sig en del halvtomme flasker i baren, og derfor kan du nu komme til sjat-fest hver tirsdag.

- Tirsdag kan man få et glas vin til kun 60 kr. uanset, hvilken flaske det er fra, fortæller Dorthe og fortsætter:

- Det svinger jo lidt, hvad vi kan byde på alt efter, hvad der blev åbnet i weekenden - men det er altid lækkert, og det er jo en skam, hvis det skal gå til spilde. Så vi åbner ingen nye flasker, men byder til gengæld på et billigt glas rigtig god vin, siger hun.

Åbningstider hos Nørgaard på Hjørnet

Mandag: Lukket.
Tirsdag: kl. 16-22.
Onsdag: kl. 16-22.
Torsdag: kl. 16-23.
Fredag: kl. 14-24.
Lørdag: kl. 12-24.
Søndag: Lukket.

Hun åbnede vinbaren, da drømmen meldte sig efter spændende rejser til forskellige vin-destinationer i verden. Derfor er barens fokus heller ikke på vin fra et bestemt land eller område, men derimod de hyggelige, sociale stunder, man kan have over et godt glas.

Du finder Nørgaard på Hjørnet i Gravensgade 18, og kan komme til sjat-fest i dag fra kl. 16.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste