Nu indtager Christians eksklusive madklub et galleri: - Gæsterne bliver en del af et stort kunstværk
25 årige Christian Thellufsen har haft travlt, siden vi mødte ham kort efter sit første event på Gedulgt. Her fortalte han os om sin nye event-virksomhed Dinner Club, der arrangerer eksklusive middagsselskaber.
Senest har han holdt gallafest i Aalborg Tårnet, og nu er næste unikke event netop blevet annonceret.
- Jeg tror, vi har fået fat i noget her. Aalborg er uden tvivl stor nok til den slags anderledes madoplevelser, hvilket ellers var bekymringen. Aalborgenserne er bare max klar og det samme er branchen, der gerne arbejder sammen på kryds og tværs, fortæller Christian.
Idéen bag Dinner Club er at skabe events, som kun kan opleves én eneste gang. Det er anderledes madoplevelser, som bliver afholdt på forskellige ukendte eller velkendte steder i byen, med hjælp fra forskellige leverandører af mad, drikke, musik, fotografi og andre overraskelser.
Dinner Clubs selskaber har forskellige temaer, og næste gang står det i kunstens tegn.
- Jeg fik en henvendelse fra Galleri Stubberub, som gerne ville lave et anderledes kunst-arrangement. Det var jeg vildt glad for, og jeg var selvfølgelig med på idéen. Derfor er vi sammen klar til nu at invitere til "Artistic Allure" på galleriet i Vesterå d. 10. august, fortæller Christian.
10 DJ's, flere kunstnere og måske lidt ild
Her venter der gæsterne en helt unik og kunstnerisk madoplevelse med masser af overraskelsesmomenter, afslører arrangøren:
- Vi har plads til omkring 50 gæster, som kan forvente en masse lækker mad og vin samt en masse fantastisk kunst. De bliver faktisk også selv en del af et kunstværk, siger han.
Han vil helst ikke afsløre for meget, men det vi kan sige på nuværende tidspunkt er, at der kommer en 4 retters menu med vin, musik under middagen af intet mindre end 10 DJ's i løbet af aftenen, flere kunstnere og måske også noget ild.
Efter middagen bliver det desuden muligt at købe billetter til et After Party.
- Det bliver helt sikkert anderledes, smukt, sjovt, velsmagende, overraskende og måske også en anelse provokerende for nogen, fortæller Christian med et skævt smilt.
Arrangementet er dermed for alle, der elsker både mad og kunst, men også for dem, der bare gerne vil have én på opleveren. Early Bird-billetter koster 395 kr.
Dette bliver formentlig det første led i en lang kæde af Dinner Club events på gallerier rundt omkring i Aalborg.