Nu får kystby sit eget ismejeri
Et år er der gået siden Joakim Brader og Ejner Mosen overtog Restaurant Havkatten i Hals. Nu er makkerparret klar med endnu et tiltag i havnebyen.
Denne gang med vennen, Victor Tøtterup Jensen som medinvestor. De tre barsler således med et ismejeri med tilhørende café i den tidligere Sportsshoppen-butik på Færgevej.
Ventetid - Café & Ismejeri bliver navnet på det nye sted, der dog først skal gennemgå en større renovering.
Stor renovering
- Vi har haft et fantastisk første år på Havkatten. Vi har ofte måttet melde fuldt hus. Det har givet os mod på mere og da vi elsker hjemmelavet is, så var det oplagt at tage udgangspunkt i det, fortæller Joakim Brader.
Han oplyser, at der er indgået en købsaftale med selskabet bag Meny i Hals, der ejer bygningen.
- Vi har givet tilsagn om et køb indenfor 3 år. Det gør os i stand til at igangsætte den store ombygning, der skal til. Det er lidt af en investering, for vi omdanner bygningen til en moderne café. I første omgang skal gulvet brækkes op, så der kan etableres gulvvarme. Og så skal der jo indrettes både ismejeri, køkken og café, tilføjer Joakim Brader.
Hjemmelavet is
VenteTid - Cafe & Ismejeri vil ifølge initiativtagerne tilbyde hjemmelavet is af højeste kvalitet.
- De fleste mennesker elsker is. Langt hovedparten af de hjemlige is-caféer tilbyder dog fabriksproduceret is. Vi vil i stedet lave vores helt egen is, som forhåbentlig kan blive et stort trækplaster i Hals, forklarer Ejner Mosen.
Han beretter, at der ligeledes kommer caféretter, desserter og take-away på menuen. Denne vil blandt andet også omfatte milkshakes, drinks og specialøl.
- Vores ambition er at skabe et sted, hvor man lige smutter forbi, hvis man skal have noget hurtigt og lækkert. Det bliver en kontrast til Havkatten, som er et traditionelt spisested, og hvor vi skal tilbyde en anden oplevelse.
Joakim Brader, Ejner Mosen og Victor Tøtterup Jensen kommer selv til at stå for en stor del af renoveringen. Præcis, hvornår VenteTid - Café & Ismejeri bliver klar til åbning er uvist.
Med indehavernes egne ord bliver det dog ventetiden værd.