Billede beskrivelse

Mystikken har været stor: Nu kommer Subway-ejer med definitiv melding

03. april 2025 kl. 06.02
Opdateret kl. 08.56

Det skulle have været så stort og godt - men nu ender det med at blive en stor fuser. 

Subway åbnede - til manges glæde og overraskelse - dørene i Aalborg igen i december, men blot få uger efter bredte mystikken sig

Indehaver af Subway Aalborg, Malik Fezan, forsikrede dog om, at der blev arbejdet på en løsning. 

- Der er desværre opstået problemer med levering af varer til restauranten, da vi ikke har nogen leverandør i Danmark længere. Dette har medført, at vi skal bestille fra Tyskland, men de kan desværre ikke levere til tiden, da de kun leverer to gange om måneden, sagde han til Ligeher.nu Aalborg og tilføjede:

- Vi kæmper hårdt for at finde en alternativ løsning, da det tyske selskab heller ikke har alle de varer, vi har brug for for at holde driften gående. Derfor har vi måttet holde lukket, indtil vi har det på plads.

Billede beskrivelse

Men nu er der nyt i sagen. 

Ligeher.nu Aalborg har kortvarigt været i kontakt med den ellers knap så meddelsomme ejer - og herfra er meldingen, desværre, dyster. 

- Subway-projektet er desværre lagt på is, da der har været rigtig mange udfordringer med leveringer og så videre. Så ja, restauranten er lukket permanent, og lejekontrakten er sagt op, oplyser Malik Fezan. 

Dermed er det altså slut for nu på Subway-rejsen i Aalborg - og den danske Subway-"kæde" består nu igen blot af en enkelt restaurant i Kolding. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste