Billede beskrivelse

Savner du Subway? Så har Malik en god nyhed til dig

29. november 2024 kl. 08.00

Det er lidt over et halvt år siden, at Subway på Østerågade holdt åbent for sidste gang. 

Men nu er der imidlertid aktivitet i de gamle lokaler igen - og vi kan nu fortælle, at det er igen er en Subway, der åbner på stedet. 

Den nye ejer er norsk og hedder egentlig Fezan Malik, men han bruger det selv omvendt - Malik Fezan - efter en fortid hos militæret. 

Han håber på at kunne servere sandwiches, salater, cookies og meget mere fra Subways sortiment til aalborgenserne allerede i næste uge. 

- Hvis alt går vel, åbner vi onsdag eller torsdag. I værste fald bliver det fredag, siger han, da Ligeher.nu Aalborg sætter ham i stævne i Subway-restauranten. 

Han har det meste personale på plads, men mangler endnu en daglig leder til restauranten. Den del regner Malik dog med at have styr på inden længe. 

I disse dage er han således selv i byen for at klargøre maskiner og lokaler til næste uges åbning. 

- Vi glæder os enormt til at åbne i Aalborg og håber, at aalborgenserne vil tage godt imod os. Vi vil i hvert fald gøre vores ypperste for, at service og madkvalitet er i top, siger Malik. 

Billede beskrivelse

Velkendt i Subway-koncept

Hjemme i Norge ejer han i forvejen to Subway-restauranter - han har tidligere haft fire - ligesom han også driver et biludlejningsfirma. 

Så han keder sig ikke, som han også selv bemærker. 

Dertil åbner Malik op for, at restauranten på Østerågade bestemt ikke behøver at være den sidste i Aalborg. 

- Vi vil gerne brede os ud i Aalborg og er hele tiden på udkig efter interessante lokationer. Jeg tror på, at der er plads til flere Subway-restauranter i byen, slår han fast. 

Han lover desuden, at alt bliver som i det oprindelige Subway-koncept - krydret med en række nyheder som blandt andet såkaldte Submelts-sandwiches og en slags kartoffelfritter. 

Malik har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan eventuelle åbningstilbud måtte se ud, så der må man holde øje med butikken i dagene op til, forklarer han. 

De foreløbige åbningstider bliver 10-20 i hverdagene og om lørdagen - og 11-18 om søndagen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste