Kendt sushikæde lukker 10 butikker
Danmarks største sushikæde har valgt at afbryde samarbejdet med deres største franchisetager
AALBORG: Indtil for nyligt kunne du finde Sushimania-butikker helt fra Esbjerg, Aarhus og Skive til Aalborg og Frederikshavn, men det er nu slut.
Danmarks største sushikæde oplyser, at virksomheden har ophævet aftalen med deres største franchisetager, der stod for 10 Sushimania-butikker.
Bruddet skyldes, at Sushimania ønsker at omstrukturere og sikre sig, at deres brand bliver forvaltet efter virksomhedens værdier. Det fortæller ejer og direktør, Nathalie Ina Kühl, i en pressemeddelelse.
- Vi har lært meget de sidste 13 år og også indset, at det var nødvendigt med en omstrukturering, siger Nathalie Ina Kühl ifølge en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne sikre, at vores efterhånden nationalt kendte brand bliver forvaltet efter vores værdier, og det betyder, at vi har gentænkt strukturen for at forbedre konceptet yderligere.
Nordjyske har haft kontakt til Nathalie Ina Kühl, der ikke ønsker at uddybe årsagen til, at Sushimania har valgt at afbryde samarbejdet.
Disse butikker er berørt
På Sushimanias hjemmeside - sushimania.dk - fremgår nu kun 10 afdelinger, der alle er placeret i Nordjylland på nær butikken i Kalundborg.
På en næsten identisk hjemmeside - med domænenavnet sushimania.nu - fremgår 13 andre Sushimania-butikker. Ifølge hjemmesiden skifter disse sushi-butikker 3. januar navn til Sushiart.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er den nu forhenværende franchisetager Karam Ali Ayad, der har drevet 10 midtjyske Sushimania-butikker gennem selskabet Sushiart ApS. Det er også Sushiart ApS, der står bag hjemmesiden sushimania.nu.
Nordjyske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karam Ali Ayad.
Sushiart ApS landede i 2021 et overskud på omtrent 12 millioner kroner.
Skal fortsat vokse
Direktøren for Sushimania, Nathalie Ina Kühl, har tidligere proklameret sine planer om at internationalisere konceptet. Ophøret af 10 franchise-butikker ser hun dog ikke som et tilbageslag.
For SushiMania har en ekspansionsplan klar, der skal sikre genåbningen af nye butikker i Jylland inden for de næste seks måneder. Desuden ønsker SushiMania at genåbne på Fyn og ekspandere på Sjælland inden for de kommende 24 måneder.
- Vi har lagt en ambitiøs vækststrategi og skruet på stort set alle knapper for at levere et endnu bedre koncept. Vi har i samme ombæring taget nye investorer ind, som deler vores værdier, og som kan hjælpe os med at skabe et endnu stærkere brand. Det har alle dage været vigtigt for os at tænke i kvalitet, bæredygtighed og socialt ansvar, og det fokus vil vi gerne fortsætte med at udbrede, siger Nathalie Ina Kühl i en pressemeddelelse.
- Vi har nu fået mere kapital i ryggen, hvilket har givet os mulighed for at gentænke konceptet i nye sammenhænge i forhold til tidligere – for eksempel i forhold til shop-in-shop-aftaler med større dagligvarebutikker. Vi ser frem til denne rejse og en hel masse nye, spændende visioner, som vi gerne vil udbrede til hele Danmark, slutter Nathalie Ina Kühl.
På nuværende tidspunkt findes Sushimania på 10 lokationer i Nordjylland og på Sjælland.