Billede beskrivelse

"Kæmpe glæde, lettelse og stolthed": Lille Nyhavn genopstår i Nørresundby

11. april 2025 kl. 06.00

Det er ikke mere end to måneder siden, at vi her på Ligeher.nu måtte bringe en nedslående nyhed. 

Lille Nyhavn i Nørresundby var begæret konkurs, og restaurantens fremtid syntes beseglet. 

Men torsdag aften har folkene bag Lille Nyhavn lagt et opslag ud på Facebook med glædelige nyheder. 

Restauranten på Strandgade i Nørresundby genopstår - med delvist nye ejere og med et menukort, der kommer til at ligne dét, som stamgæster tidligere har slikket sig om munden for. 

Oplysningerne stemmer også overens med, at der tidligere på måneden er oprettet et nyt selskab på adressen på Strandgade, Lille Nyhavn Nørresundby ApS, fremgår det af CVR. 

Arbejder på højtryk

Der er stadig nogle brikker, der skal falde på plads, førend at det "nye" hold bag Lille Nyhavn kan slå dørene op for første gang - men man tøver ikke med at dele nyheden "med kæmpe glæde, lettelse og stolthed". 

"Vi arbejder på højtryk i øjeblikket for at få alt på plads, inden vi kan åbne dørene op igen, forhåbentligt midt i maj, når vi får vores spiritus bevilling". 

"Vi har arbejdet hårdt på Lille Nyhavns koncept, og der vil komme en del nye tiltag, som vi håber i vil tage rigtig godt imod! Vi udvider vores åbningstider, så der vil være åben om aftenen hver dag", lyder det blandt andet i opslaget. 

Billede beskrivelse

Det "nye" hold refererer desuden til to nye og en enkelt gammel kending. 

Mai Nielsen fortsætter således i restauranten, skriver hun i opslaget - og til at hjælpe sig får hun Henrik Zeiner og Chano Villefrance med sig i ejerkredsen. 

Ringer det sidste navn en klokke, er det ikke helt utænkeligt. Chano Villefrance ejer nemlig det populære madsted Thai2go sammen med sin kone Anong. 

De nye ejere er endnu ikke klar med en konkret åbningsdato for Lille Nyhavn, men de regner med, at det bliver i løbet af næste måned. 

"Vi indbyder jer alle sammen til åbningsdagen, som bliver en festdag med masser af gode tilbud og masser af kolde fadøl! Vi skal nok holde jer opdateret her på siden, når datoen er sat," lyder det i Facebook-opslaget. 

Du finder Lille Nyhavn på Strandgade 6 i Nørresundby. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste