Her kan du få pakistansk brunch i Aalborg
På Aalborg.nu kunne vi tidligere på ugen dele nyheden om, at Naan Stop Kebab holder eksklusivt åbent i forbindelse med karnevallet den kommende weekend.
Nu kan vi også løfte sløret for et nyt koncept hos den familiedrevne restaurant.
Med start fra den 1. juni tilbyder Naan Stop Kebab en brunch-menu, hvor du kan få en tapas-udgave af menukortet og smage på flere af restaurantens pakistanske retter.
- Mange ser måske på vores menukort og tænker, at de gerne vil smage flere af retterne. Så derfor har vi lavet det sådan, at man nu kan få lov at smage 4-5 retter på én gang, fortæller Shibra Latif, der er en af indehaverne bag spisestedet.
Hun fortsætter:
- Når man så kommer næste gang og skal bestille en hovedret, så har man prøvet flere af retterne og ved, hvad man har lyst til.
Brunch-tilbuddet gælder lørdage og søndage fra kl. 11.30-14.30.