Fra Sydney til Nørresundby: Christoffer sælger hjemmelavet smørrebrød fra sin foodtruck
NØRRESUNDBY: Hans danske smørrebrød fik stor succes i Australien. Nu har Christoffer Mikkelsen taget konceptet med hjem til Nordjylland.
Med sin nye foodtruck, MadDane, serverer han hjemmelavet smørrebrød på Nørresundby Lystbådehavn om onsdagen og ved Ny Form i Hune om torsdagen.
Bag hvert stykke smørrebrød ligger et stort håndværk.
Christoffer bager selv sit økologiske surdejsrugbrød uden gær, bruger frilandskød og vælger så vidt muligt økologiske eller danske råvarer.
Dressinger, syltede rødløg, rødkål og agurker laver han også selv fra bunden.
På menuen er blandt andet ribbensteg, rullepølse, dyrlægens natmad, kartoffelmad og en klassisk rejemad med æg.
Idéen opstod dog langt fra Danmark. Efter en ferie i Australien besluttede Christoffer sig for at vende tilbage og bosætte sig i Sydney.
Her fik han idéen til at sælge smørrebrød fra en foodtruck.
- Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at folk i udlandet ikke kendte til rugbrød og godt smørrebrød. Vi spiser jo mad fra hele verden herhjemme, så hvorfor skulle de ikke også kunne lide dansk mad, fortæller han.
Konceptet viste sig hurtigt at være en succes, og i en foodtruck solgte han smørrebrød på et marked i Sydney, hvor mange kunder kom tilbage uge efter uge.
- Det var en oplevelse. Jeg gjorde mange mennesker glade for noget, de aldrig havde smagt før.
I 2022 vendte han hjem til Danmark. Siden da har han brugt tid på at forberede sit nye projekt, og den 18. juni rullede foodtrucken ud på de nordjyske veje for første gang.
Modtagelsen har været over al forventning.
- Jeg har kun fået ros indtil videre. Folk har taget virkelig godt imod det.
Foreløbig holder MadDane til to steder om ugen, men Christoffer håber på sigt at kunne udvide.
- Jeg kunne godt tænke mig én dag mere om ugen. Der er meget forberedelse, når næsten alting bliver lavet fra bunden, men når jeg kommer ind i rytmen, tror jeg godt, det kan lade sig gøre.
Ud over salget fra foodtrucken tilbyder Christoffer også smørrebrød til forretningsmøder, privatfester og andre arrangementer, hvor kunderne ønsker hjemmelavet smørrebrød.
For at sikre, at ingen går forgæves, opfordrer han kunder til at bestille dagen før via telefon eller sms. Det gør det lettere at planlægge, hvor meget smørrebrød der skal laves.
MadDane holder på Nørresundby Lystbådehavn hver onsdag fra klokken 12 til 18 og ved Ny Form i Hune hver torsdag i samme tidsrum.