Billede beskrivelse

Får Aalborg sin første Michelinstjerne i aften?

16. juni 2025 kl. 13.00

I aften uddeles årets Michelinstjerner, og det er Danmark, der lægger scene til den nordiske ceremoni. Uddelingen finder nemlig sted i Anneberg Kulturpark på Sjælland – og som altid er spændingen stor.

For selvom Nordjylland i 2023 for alvor blev sat på det gastronomiske verdenskort med stjerner til Villa Vest i Lønstrup og Tri i Agger, har Aalborg endnu en rød stjerne til gode.

Men måske bliver det i aften, at det ændrer sig.

Stjernedrømme i Aalborg

Uddelingen af Michelinstjerner er kendt for at være uforudsigelig, men alligevel har gastronomisk skribent og forfatter Mads Stenstrup – også kendt som manden bag konkurrencen Bedst i Nordjylland – givet sit bud på mulige nordjyske kandidater.

Billede beskrivelse

– For mig at se er der i hvert fald fem nordjyske restauranter, der har niveauet, og alle burde have en stjerne – udover de kun to, der trods alt allerede har opnået denne værdifulde hæder, skriver Mads Stenstrup i et Facebook-opslag.

De fem restauranter, Mads Stenstrup peger på, er Alimentum, Bach & Nurup og Bühlmanns i Aalborg, HimmerRiget i HimmerLand og Okê på Ruths Hotel i Skagen.

Men særligt én skiller sig ud.

– Her burde den klareste kandidat set gennem Michelins særlige briller være Søren Birchs fremragende Alimentum, der det seneste – i hvert fald halve år – har gearet yderligere op på alle fronter i forhold til fine dining.

Mads Stenstrup fremhæver, at Alimentum har et stærkt fokus på kvalitet, innovation og storytelling.

– Sådan et "alt på et bræt"-fokus tror jeg, at Michelin latent har mest lyst til at belønne.

Allerede kendt i Michelin-kredse

Alimentum er ikke ubekendt med Michelin-guiden. Sidste år blev restauranten i Løkkegade nemlig tildelt en grøn stjerne – en hæder, der gives til spisesteder med et særligt fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og ansvarlig madlavning.

Dengang var håbet også, at Aalborg ville få sin første røde stjerne. Det skete ikke – men måske ændrer det sig i aften.

Se også
Alimentum fik en grøn Michelin-stjerne: - Vi er mega stolte

Flere om buddet – men næppe stjerneregn

Selv om flere restauranter er kvalificerede, forventer Mads Stenstrup dog ikke en decideret stjerneregn i landsdelen.

– Nu er Michelin imidlertid ikke kendt for at ødsle med stjernerne i Nordeuropa – og i Danmark slet ikke uden for Københavnstrup. Og derfor tror jeg realistisk kun, at der højest bliver uddelt én – aller-, allerhøjest to – stjerner i Nordjylland i år, uanset antallet af kvalificerede.

Om Aalborg for første gang får sin røde stjerne, får vi svar på i aften.

Se hele Mads Stenstrups vurdering og begrundelse her.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste