Et kendt ansigt: Her er den nye forpagter i Aalborgtårnet
AALBORG: I lidt over en måned har Skydepavillonen og caféen under og i Aalborgtårnet stået uden forpagter.
Den tidligere forpagter, Charlotte Lützhøft Freudendahl-Pedersen, gik nemlig konkurs med sit selskab og måtte derfor dreje nøglen om.
Men nu er der godt nyt fra Det Broderlige Skydeselskab, der står bag både restaurant og café.
De har nemlig fundet en ny forpagter, lyder det i en pressemeddelelse.
Og det er endda et kendt ansigt på den aalborgensiske madscene.
Man har nemlig peget på Michel Lycoops, der har været restaurantdirektør i AKKC i fem år og derudover forpagter Restaurant Podium selvsamme sted.
- Vi glæder os over, at vi i vores restaurantudvalg har kunnet vælge blandt de absolut bedste fra branchen i lokalområdet, og valget af Michel Lycoops ser vi som det helt rigtige og naturlige. Det bliver et samarbejde, der kan skabe en enormt stor synergi mellem to af Aalborgs ikoniske institutioner, fortæller Poul Christian Petersen Bach, formand for Det Broderlige Skydeselskab i Aalborg.
Stor synergi
Også Michel Lycoops ser med stor glæde på den nye forpagtningsaftale.
- Jeg ser en enormt stor synergi mellem Podium, AKKC og den nye forpagtningsaftale, hvor vi kan udnytte styrkerne fra hvert sted. Og så er jeg vild med det historiske perspektiv, hvor Aalborghallen og Aalborgtårnet står som to af Aalborgs søjler, hvor potentialet i sammenhængskraften omkring byens erhvervsliv, turisme og kulturliv virkelig kan højnes gennem den synergi, siger han og tilføjer:
- Jeg får energi af at skabe oplevelser for andre. At se dem glade. Og så er jeg drevet af at lave de helt unikke oplevelser. Her har særligt Aalborgtårnet et stort potentiale, som jeg allerede har idéer til. Oplevelsen i tårnet er der ingen, der kan kopiere, så det bliver virkelig spændende.
Aalborgtårnet blev opført i 1933 - og blev i sin tid købt af Det Broderlige Skydeselskab for blot 5000 kroner.
De ejer i dag også det ikoniske vartegn.