Billede beskrivelse

Bodegasnak: Café Frederiksberg

31. december 2023 kl. 13.01

Det næste vandhul på listen er indehaver af en noget speciel rekord. Her har nemlig været udskænkning i mere end 100 år, og dermed er restaurationen - ifølge egne oplysninger - den ældste i Aalborg på samme beliggenhed. Jeg lukker øjnene og forestiller mig den myldrende trafik ad Østre Allé erstattet af hestevogne og kærrer.

Jeg kan nærmest se en af byens bedsteborgere - med høj hat, stok og monokel selvfølgelig - komme spadserende ad Hadsundvej og træde op ad de to trin, der leder til indgangen. Det er naturligvis Café Frederiksberg - eller bare “Frede” - vi i dag skal aflægge visit.

Aalborgs ældste - og største?

Jeg selv har på dagen valgt en noget mere afdæmpet påklædning end den fiktive noble herre, jeg forestillede mig gå ind ad døren for kort tid siden. Alligevel bliver jeg budt pænt velkommen i lokalerne, som virker større end sidst, jeg aflagde Café Frederiksberg et visit. Her er virkelig god plads, og står Fredes egen hjemmeside til troende, er det da også Aalborgs største restaurationslokaler, jeg nu befinder mig i.

Billede beskrivelse

Det er i hvert fald større end alle de værtshuse, jeg hidtil har besøgt. Ved indgangen er der indrettet et rummeligt barområde med borde og et par enkelte båse. Et par trin nede råder Frede over et stort lokale, som i dag er optaget af - i øvrigt fint opdækkede - borde. Jeg ved dog fra tidligere besøg, at det også er her, der er mulighed for at svinge træbenet, når Café Frederiksberg inviterer til et af deres altid velbesøgte live-arrangementer.

Utraditionelt brunt

Café Frederiksberg adskiller sig på flere punkter lidt fra de øvrige værtshuse på listen, og det skyldes blandt andet den vægt, der lægges på live-arrangementer. Her er live-musik flere gange om måneden, hvor hele etablissementet omlægges til spillested. Derudover er her et rigtigt køkken, så du kan få en bid mad til at akkompagnere de våde varer - rigtig mad, i modsætning til den allestedsnærværende mikrobølge-cowboytoast.

Billede beskrivelse

Jeg har selv været gæst ved et privat frokost-arrangement, hvor vi fik serveret en ganske fortrinlig bøfsandwich, så det kan du altså roligt kaste dig ud i. Al rygning er i øvrigt forbudt på Café Frederiksberg, så søger du et røgfrit sted, er det et godt bud.

Billede beskrivelse

Et velkomment afbræk

Jeg kan varmt anbefale alle bodega-connaiseurs at tage på en lille udflugt til Vejgaard og Café Frederiksberg. Det er et anderledes bud på et brunt værtshus. Det er dog min erfaring, at lidt frisk og røgfri luft, god plads og et veltillavet måltid kan være en kærkommen afveksling fra de mere traditionelle værtshuse, som findes i rigt mål i det omkringliggende område.

Faktaboks

Hvor ligger det? Hadsundvej 1B

Må jeg ryge? Nej

Kan jeg spille billard? Nej

Kan jeg spille dart? Nej

Er der jukebox? Nej - men ofte live-musik

Er der live-musik? Ja!

Kig forbi … Til et af de mange live-arrangementer - se event-kalenderen på Frederiksbergs hjemmeside

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste