Aalborg-restaurant opnår andenplads i prestigefyldt kåring
I sidste uge blev det til en førsteplads for "Danmarks mest flabede hakkedreng".
I dag har De Brune Riddere så lanceret resultatet for hovedprisen for Danmarks bedste bøfsandwich - og her må den tidligere vinder, Restaurant Vestre Baadelaug, imidlertid nøjes med en andenplads.
Det er således tredje gang, at den aalborgensiske madoase bliver runner-up i den prestigefyldte kåring.
Det skriver De Brune Riddere i en pressemeddelelse.
Her kårer man også Restaurant Kohalen som Danmarks bedste bøfsandwich - med følgende begrundelse:
"Som lava fra sæsonens islandske vulkan, smyger den hjemmelavede remo sig ned af det flotte bæst og komplementerer resten af den klassiske Tricolore Danois - ketchup og sennep inde i det brune bjerg. De hjemmesyltede rødbeder og ligeledes agurker sidder i skabet og passer perfekt ind i det samlede billede med syre, sødme og et dejligt bid. På løgfronten disker Kohalen op med komplet tryghedspakke: De bløde løg smager himmelsk, de rå giver lidt klædelig skarphed til retten og de hjemmefriterede ristede løg er aldeles formidable. Sovsen er snorlige efter de klassiske dyder og med fin dybde, der klæder retten og fylder godt med umami til det samlede billede".
Café Ella i Horsens og Scandic Regina i Herning deler den sidste plads på podiet i De Brune Ridderes kåring.