Aalborg Regatta gentager madsucces for tredje år i træk: Partner har én klar opfordring
Organisationen Mad & Kultur har i både 2023 og 2024 stået for et stort streetfood-mekka i Utzon Parken i forbindelse med Aalborg Regatta.
Og i årets udgave gør de det igen.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Mad & Kultur i 2023 og 2024. Kvaliteten har været i top, samtidig har publikum fået nogle virkelig gode oplevelser i Utzon Parken, siger Søren Thorst, der er eventchef i Aalborg Events.
Mad & Kultur er ansvarlige for at kuratere boderne og indrette Utzon Parken i forbindelse med det store event, der i år strækker sig fra 27. til 31. august.
Og fra Thor Andersen, der er partner i Mad & Kultur, lyder der en klar opfordring til særligt lokale restauratører.
- Vi glæder os utrolig meget til at vende tilbage til Aalborg Regatta i 2025. Det er et samarbejde, vi sætter stor pris på - ikke mindst fordi det giver os mulighed for at skabe unikke madoplevelser midt i en maritim folkefest. Vi har en ambition om at have endnu flere lokale med i år - om du driver en restaurant, sælger fisk, laver byens bedste deller eller står bag gourmet-catering, så hører vi gerne fra dig, siger han.
Under årets Aalborg Regatta vil der være besøg fra adskillige skibe, ligesom der vil være aktiviteter på havnen i form af åbne værksteder og koncerter. Derudover vil der også være aktivititer ude på selve Limfjorden.