Billede beskrivelse

Lyskryds mørklagt af stormen - her er forklaringen

Efter weekendens storm er morgentrafikken i Aalborg præget af kaos

31. januar 2022 kl. 08.56
Opdateret kl. 10.28

AALBORG: Har du bevæget dig ud i morgentrafikken, har du måske lige skullet genopfriske reglen om højre vigepligt?

For flere af byens store og centrale veje er lige nu uden strøm på lyskryds, og det skaber kaos.

- Det er rigtig mange steder. Hobrovej, Østre Allé og igennem hele Hasseris er blot nogle af stederne. Men vi arbejder på højtryk, siger tilsynsassistent hos By- og Landskab i Aalborg Kommune, Jimmi Nielsen.

Forklaringen er weekendens voldsomme storm, Malik, der har hvirvlet salt op i luften, som er landet på højspændingsledningerne.

- Vi er i gang med manuelt at genstarte elektronikken i styreskabene rundt omkring i byen, og vi ved ikke, hvornår vi kan forvente at være færdige, siger Jimmi Nielsen.

Billede beskrivelse

Det er både lyskryds og gadebelysning, der er problemer med lige i øjeblikket. Derfor handler det lige nu om at tage hensyn til hinanden i trafikken, forklarer han.

- Folk skal overholde de gældende regler som højre vigepligt - og så vise god trafikkultur overfor deres medtrafikanter, selvom man har travlt, siger han.

Højre vigepligt betyder, at man som trafikant skal holde tilbage for al trafik, der kommer fra højre side. Du skal derudover orientere dig om, hvorvidt de trafikanter, der kommer fra venstre, vil holde tilbage for dig.

Du har altid højre vigepligt, hvis der ikke er lysregulering eller anden afmærkning.

LÆS OGSÅ: Salt i luften skaber strømsvigt over store dele af Nordjylland

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste