Udfordring: Hvor mange af byens dyr og planter kan du fange med denne natur-app?
Husker du Pokémon Go, der i en periode fik massevis af både børn og voksne op af sofaen og ud i verden for at jagte tegnefilmsfigurer?
Nu har du en lignende mulighed - her skal du bare på jagt efter ægte dyr, planter andre tegn på liv lige udenfor din hoveddør.
City Nature Challenge er en årlig international natur-konkurrence, der inviterer folk over hele kloden til at udforske og dokumentere dyrelivet i deres egen by med en app. Den by, der registrere flest mulige arter og fund i den lokale natur, vinder konkurrencen.
I år er Aalborg Kommune med i City Nature Challenge fra d. 26. til d. 29. april, og derfor opfordrer kommunen aalborgenserne til at deltage i indsamlingen af observationer i form af naturfotos af planter og dyreliv.
Det sker via den gratis app iNaturalist. Man går ganske enkelt ud af sin hoveddør og finder nærmeste skov, park, havn eller strand. Spot blomster, træer, skovsnegle, sommerfugle, strandskaller, gråænder, rådyr og andet dyreliv omkring dig, tag et billede af det, og del dine observationer i appen.
Således kan du dyste med venner og andre brugere, og imens bidrager du både til Aalborgs deltagelse i konkurrencen, men også til videnskaben. Dine observationer bruges nemlig til forskning i natur i byområder i hele verden.
Deltag sammen eller individuelt
I forbindelse med City Nature Challenge 2024 arrangerer Aalborg Kommune en række spændende aktiviteter sammen med naturvejleder Mikkel Rødvig. Du kan blandt andet tage med på "Bioblitz i Hals Mose" på lørdag d. 27. april.
Alle er velkomne til at deltage i City Nature Challenge, uanset om det er til en planlagt begivenhed eller ved at deltage individuelt gennem iNaturalist-appen.
For mere information og opdateringer om arrangementer, følg med på Aalborg Kommunes officielle kanaler og hos Naturvejleder Aalborg.