Billede beskrivelse

Nyt gavlmaleri: - Hvis det bare kan stjæle 5 sekunder af folks tid, så er jeg lykkelig

11. juni 2024 kl. 13.01
Opdateret kl. 13.56

Et 20 meter højt og helt gult portræt af en kvinde omgivet af eksotiske blomster tårner sig nu over Vestbyen fra gavlen på Dannebrogsgade 3.

Bag det iøjefaldende værk står den chilenske kunstner INTI, som netop har lagt penslerne fra sig. Vi møder ham til en snak om det danske vejr og betydningen af kunst i bybilledet.

Billede beskrivelse

En del af noget større

Det er anden gang INTI kommer til Aalborg for at male i forbindelse med Kirk Gallerys projekt "Out in the Open", som de seneste år har sat farver på byen med en række gavlmalerier. Tidligere har den chilenske kunstner malet i Nørregade - denne gang er han kommet til Dannebrogsgade i Vestbyen.

- Jeg er meget fascineret af Lene Kirks projekt, som man tydeligt kan mærke handler om meget mere end hendes eget galleri, fortæller INTI og fortsætter:

- Det er en del af noget større om kunst og mennesker og Aalborg. Det bliver jeg rørt over, så jeg er glad for at biddrage.

Billede beskrivelse

- I har brug for noget varme

INTI er en af verdens mest anerkendte gadekunstnere, og han har sat sig præg på storbyer som Paris, Puerto Rico og Miami. Hans malerier er som regel præget af gyldne nuancer og sydamerikansk symbolik.

Det samme gør sig gældende for det nye værk i Aalborg. Kaktussen på maleriet er eksempelvis en plante, der kun gror i Chile. 

- Mine motiver skal kunne opleves igen og igen og tolkes, som man har lyst. Jeg har en plan for et maleri, når jeg ankommer, men jeg lader bygningen og omgivelserne bestemme. Det bliver aldrig helt som på skitsen, fortæller INTI.

Se også
Gadekunst rykker ind i opgange på Østre Havn: Se kunstværkerne her

Han havde fx købt mange flere farver ind, men det monokrone virkede mere harmonisk og passende for byrummet.

- I har brug for noget varme og solskin her i Aalborg, siger INTI med et smil. 

Noget andet, der viste sig en anelse uforudsigeligt var nemlig det danske vejr, der drillede undervejs med både regn og blæst.

- Hvordan ved I danskerne overhovedet, hvad I skal tage på om morgenen? griner kunstneren, der trods udfordringerne nu er færdig efter cirka en uge på liften i Vestbyen. Glad og tilfreds med resultatet, der synes at stråle, når solen skinner på den gyldne gavl. 

Billede beskrivelse

Den umiddelbare reaktion

Folk i Vestbyen er også glade og tilfredse med deres nye kunstværk.

- Mange af naboerne har været henne for at kigge og snakke, og de virker alle begejstrede, så det er dejligt. Det gør mig glad. Det smukke ved street art er netop den der umiddelbare reaktion, når man pludselig møder et stort kunstværk midt imellem huse, butikker og biler, fortæller INTI.

- Hvis det her maleri kan stjæle bare 5 sekunder af folks tid og pause hverdagens travlhed for en kort stund, så er jeg lykkelig, siger han.

Se også
5 nye gavlmalerier på vej: Første kunstner er netop gået i gang

Kunst til aalborgenserne

Det samme er Lene Kirks ambition med projektet "Open in the Open" af Kirk Gallery.

- Det handler om at få noget mere kunst ud til aalborgenserne der, hvor de er, fortæller hun til Aalborg.nu.

- Det der betyder allermest for mig er at få responsen fra omgivelserne og mærke, hvordan aalborgenserne tager kunstværkerne til sig som en del af deres by. Det gør mig stolt, siger hun.

Hun kigger op på værket med et smil. Det er det første ud af 5 nye gavlmalerier, der kommer til byen denne sommer. Den næste internationale kunstner, Emmanuel Jarus, er netop gået i gang med at male det nyrenoverede P-hus ved AKKC.

- Det er et privilegie at få så store navne til lille Aalborg. Det har sat os på verdenskortet, og det har jo vidst sig at få betydning for turismen, for kunstnermiljøet i byen, men vigtigst af alt også for aalborgenserne i deres hverdag, slutter Lene.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste