5 nye gavlmalerier på vej: Første kunstner er netop gået i gang
Kirk Gallery med ejer Lene Kirk i front fortsætter nu projektet "Out in the Open" med at sætte farver på Aalborg med endnu flere, store gavlmalerier i byen.
Galleriet kan i dag, fredag, afsløre at 5 nye mure og gavle bliver malet i løbet af sommeren. Der er tale om store internationale navne, der er med i den absolutte verdenseliten inden for deres felt - street art.
Den første kunstner er allerede gået i gang.
- Chilenske INTI er netop startet på et stort gavlmaleri i Danneborgsgade 3. Han har fået fuldstændig kunstnerisk frihed, så jeg er som altid enormt spændt på at se resultatet. Jeg har spottet gule roser på en skitse, men ellers ved jeg ingenting, fortæller Lene Kirk til Aalborg.nu.
Gavlen i Dannebrogsgade er indtil videre kun blevet malet gul. INTI er da også kendt for at male med lyse, varme farver, hvilket også kan ses på et af hans andre værker i Aalborg på gavlen til Nørregade 31, som blev malet i 2020.
- INTI er et af de største ikoner på den internationale urban art scene, og det er fantastisk endnu en gang at få besøg af ham i Aalborg til et stort gavlmaleri, siger Lene.
Aalborg som inspiration
Udover INTI indtager en række andre kendte street art kunstnere også byen henover sommeren.
Det næste projekt er det nyrenoverede P-hus ved AKKC, som Emmanuel Jarus påbegynder den ydre udsmykning af d. 8. juni. Han er kendt for gigantiske realistiske gavlmalerier på både bygninger, tog, både og hustage.
Ernest Zacharevic kommer også snart til Aalborg for at male. Han er kendt for store, enkeltstående figurer, der interagerer med motiver og objekter i de omgivelser, hvor hans gavlmalerier befinder sig. Han ønsker at tage udgangspunkt i Aalborg, og værket bliver derfor en spontant respons til miljøet, menneskene og kulturen i byen.
Den italienske Alessio stencilkunstner vil samtidig gæste byen, for at udføre et meget specielt værk centralt i Aalborg. Han kendt for at lave værker med et budskab af fred og kærlighed.
Den sidste kunstner forventes på plads i august og vil blive offentliggjort herefter.