Billede beskrivelse

Kritik af p-takster bekymrer handlende: - Vi så egentlig helst det gik den anden vej

Cityforening mener dog ikke, taktsstigninger vil føre til flere tomme butikker

02. december 2022 kl. 18.03

"Jeg er 100 procent færdig med at handle i Aalborg midtby", "Aalborg centrum er blevet ren chikane, dyr parkering, ensretninger, trafikpropper og vejarbejde" og "det vil være effektivt i forhold til at få lukket de sidste forretninger".

Det er væltet ind med kommentarer som ovenstående, efter Nordjyske for nylig skrev om Aalborg Kommunes planer om at sætte prisen for at parkere på den række udvalgte pladser i midtbyen op, og det er formanden for Aalborg cityforening, Mikele Volpi, naturligvis træt af.

- Det er jo aldrig fremmende med den form for retorik. For det er ikke ligefrem med til at tale byen op, at det bliver dyrere at parkere, så vi så egentlig helst, det gik den anden vej, siger han.

Ifølge Volpi er det forståeligt, at folk ikke er tilfredse med, at prisen skal sættes op. Og så selvom stigningen ikke er voldsom.

- En stigning fra 16 til 17 kroner i timen er ikke et stort beløb. Men det er trods alt en stigning, og derfor havde det også været sjovere, hvis vi kunne fortælle, at taksten faldt, tilføjer han.

Om det ligefrem skulle føre til flere tomme butikker, og flere der vælger midtbyen fra til fordel for Aalborg Storcenter er de handlende i cityforeningen derfor heller ikke sikre på.

- Det, vi er bekymret for, er, at når man taler om midtbyen, så er det tit i negativt. For eksempel, at der er meget trafik, det er svært at finde en p-plads, og det er for dyrt at parkere og så videre. Og vi vil jo hellere tale midtbyen op, for mange af os, der bor og arbejder her, ved, at det ikke er så slemt, som det billede, der bliver tegnet, forklarer Mikele Volpi.

- Vi har jo bevæget os fra at være en stor by til at være en storby. Og sammenligner vi os med andre - for eksempel Hamborg, København eller Aarhus - koster det jo også penge - og oven i købet ofte meget mere end hos os - at parkere der, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste