Klumme: En fin balancegang

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Regeringen og statsministeren tager ansvar. De tager modige og ansvarlige beslutninger for Danmark hele tiden.

Hver eneste dag.

Jeg lytter til regeringen og statsministeren og gør, hvad der bliver sagt, andet kan man helt ærligt ikke være bekendt. Jeg tager det hele til mig og forsøger så godt jeg kan at leve op til forventningerne fra dem, der modigt og ansvarligt leder landet.

Så mit arbejde er mit kald, hvis nogen skulle spørge. En indre flamme brænder og udvisker forskellen på pligt og nydelse, tjans og fornøjelse, knokleri og velbehag.

På tjeneste og fryd.

Uden at arbejdet bliver direkte lystbetonet, det er klart. Det må det endelig ikke blive. Det må for guds skyld ikke kamme over og virke for lystbetonet, det er tiden slet ikke til. Der er en meget fin balancegang her, og man skal passe på, den ikke tipper. Er det nemt? Nej, men tiden er ikke til nemme løsninger, det er jeg helt enig med statsministeren i.

Vi må gøre op med vrangforestillingerne om en herlig og knokkelfri hverdagsdag med lystbetonet arbejde og valgfrihed, fritid og mere tid til familien.

De tider er ovre.

De hører en anden generation til.

Nutiden kræver, at vi strammer os an, gør en ekstra indsats, hylder dem, der henter børnene sent, indser at livet ind i mellem er hårdt og ikke-lystbetonet og ikke går hjem fra samlebåndet klokken 16.

Det gør russerne jo altså heller ikke, de kører fireogtyve syv derovre, som statsministeren siger. Hun siger også, at “der er jo noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret”, hvis vi skal kunne lave de våben og den ammunition, vi har brug for og “hvis vi ville producere våben nok, så kunne vi godt”, men at det får vi ikke gjort, fordi alt for mange vægter ting som fritid og mindre arbejde og sådan noget højere og den går altså ikke.

Og oveni er der ligesom også alt det andet, vi også skal have ordnet, klima, grøn omstilling, alt det der. Der er bare så meget at se til.

Jeg erkender blankt, at jeg tidligere havde den opfattelse, at en af de større hindringer for tilstrækkelig dansk ammunitionsproduktion var, at politikerne solgte landets ammunitionsfabrik i Elling til en udenlandsk opkøber, som lukkede fabrikken, fyrede de ansatte og skaffede sig af med alt inventar.

Men nu ved jeg, at det nok mere skyldes befolkningens forkælede forventninger til fritid og work-life-balance.

Så jeg kigger indad og tager min del af ansvaret på mig.

Når statsministeren og regeringen tager så meget ansvar hele tiden, så er det det mindste, jeg kan gøre.