Billede beskrivelse

Har du set den? Her hænger Nordjyllands største julekalender

05. december 2023 kl. 06.01

I december minder juletraditioner, hjemmebag, nissedrillerier og kalendergaver os om, hvor godt det er, at have nære relationer. Derfor er måneden omvendt også hård for de af os – især børn og unge – der har mistet et nært familiemedlem.

Heraf udsprang idéen med Nordjyllands største julekalender, som du lige nu kan se i Aalborg på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade.

- Jeg har længe gået med tanken om at lave en indsamling til Skyggebørn med en julekalender, der skaber opmærksomhed i bybilledet. Da vi lige nu er i gang med at renovere en facade på Vesterbro, var det nærliggende, at vi kunne opsætte et stort banner med en julekalender på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade, fortæller initiativtageren Henrik Staun, der er indehaver af Byggefirmaet Staun.

Se også
Børnenes Nytårstale er opstået i Aalborg: Har du et barn med noget på hjerte?

Den gode idé tog hurtigt form, og på 14 dage kom hele indsamlingen i stand med over 35 virksomheder, som var klar til at støtte op om den gode sag.

- Det går lige i hjertet

Skyggebørn er en nonprofitorganisation, der arrangerer samtalegrupper for børn og unge i sorg, fordi har mistet én, der står dem nær - i mange tilfælde en forælder.

Hvad er Skyggebørn?

  • Skyggebørn er samtalegrupper for børn og unge i sorg, som har mistet én, der står dem nær eller har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet. Grupperne er inddelt efter alder – ikke efter årsagen, der har udløst sorgen eller hvor længe det er siden de har mistet.
  • Skyggebørns hovedafdeling ligger her i Aalborg og har derudover afdelinger i Aarhus, Esbjerg og København.
  • Skyggebørn er en nonprofitorganisation og modtager ingen offentlig støtte. Skyggebørn er derfor afhængige af økonomisk støtte fra virksomheder, fonde og medlemmer for at kunne tilbyde børn gratis plads i en gruppe.

Organisationen modtager ingen offentlig støtte, og er derfor afhængige af økonomiske biddrag fra virksomheder, fonde og medlemmer for at kunne tilbyde børn gratis plads i en gruppe.

- Indsamlingen går lige i hjertet hos os i Skyggebørn. Sorg er et stort tabu i vores samfund. Hos Skyggebørn bringer vi de uudtalte ting på banen og taler om sorg uden filter, forklarer Lotte Thomsen, der er partner og eventkoordinator hos Skyggebørn.

- Jeg håber, at julekalenderen på Vesterbro kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi taler om sorg og investerer i vores mentale sundhed, siger hun.

24 donationer

Julekalenderende har fået en ret central placering i Aalborg på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade. Banneret måler 12 x 12 meter og har fået 24 låger, der hver dag åbnes, og man kan se, hvilke virksomheder der har doneret og selve beløbet.

Den 24. december kan alle tal regnes sammen, og det fulde beløb går direkte til Skyggebørn.

Hvis man får lyst til at støtte det gode formål, er der desuden en QR-kode på banneret, man kan scanne og donere et valgfrit beløb til Skyggebørn og være med i lodtrækning om fine præmier som virksomhederne har doneret.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste