Billede beskrivelse

Festival gav de udsatte en stemme

10. november 2024 kl. 19.01

Musik, kunst og teater. Og - nå ja – banko. Det har været en begivenhedsrig weekend på og omkring Nordkraft. 

Torsdag, fredag og lørdag har det aalborgensiske kulturmekka huset den såkaldte Rodløs Kultur Festival med et væld af indslag på programmet.

Billede beskrivelse

Lørdag eftermiddag var borgmester Lasse Frimand Jensen (S) forbi festivalen. 

- Rodløs Kultur Festival har skabt et helt særligt rum, hvor vi kan mødes gennem kunsten, høre historier fra dem, vi sjældent lytter til og blive mindet om, at alle stemmer har betydning, fastslog borgmesteren, inden den stod på banko i den store kedelhal. 

Festivalen fortsatte med blandt andet koncert med Kofoed Skoles Kor, jazz samt teaterforestilling om relationer.

Billede beskrivelse

Rodløs Kulturfestival var sat i scene af den sociale cafe, Hjerterummet. 

Forud for festivalen er gået tre måneder, hvor der via samarbejder med øvrige sociale tilbud, er etableret kunstneriske forløb for mennesker i udsatte positioner. 

Det hele kulminerede altså i weekenden, hvor der også var arrangeret byvandringer. 

Målet med disse var ikke mindst at imødekomme den seneste tids fokus på borgere, der har følt sig generet af hjemløse. Via byvandringerne fortalte flere af de udsatte om den utryghed, det også skaber eksempelvis at bo på gaden.

Der var alle dage gratis adgang til festivalen, som var støttet af Aalborg Kommunes kulturpulje, Region Nordjyllands kulturpulje, Diges Venner, Christian Den Fjerdes Laug og Nibe Festival.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste