Aalborg stod sammen om brystkræftsagen: - Det er imponerende at opleve
AALBORG: Balloner, musik, lotterier og velgørende aktiviteter prægede lørdag Aalborg.
Det skete, da årets udgave af Lyserød Lørdag samlede byen i kampen mod brystkræft.
Overalt blev der sat fokus på både fællesskab og indsamling til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
På Gabels Torv kunne besøgende blandt andet købe cupcakes, cookies og håndbundne buketter, prøve lykken i amerikansk lotteri og besøge en række boder.
Dagen bød desuden på musikalsk underholdning med Tonny Buhl, byvandring blandt Aalborgs gavlmalerier med Jonny Hefty, aktiviteter for børn samt optræden med koret Fruer med Druer.
Samtidig var frivillige på gaden med kurve fyldt med de populære lyserøde kys.
Rundt omkring i byen bakkede virksomheder, foreninger og handelsdrivende op med egne arrangementer.
Blandt andet blev der afholdt aktiviteter i Hasseris Bymidte, Nørresundby City Center, Haraldslund og Nordkraft.
For første gang var også Kennedy Arkaden en del af Lyserød Lørdag.
Stor opbakning
Koordinator Jytte Olesen glæder sig over den store opbakning.
- Vi har haft en rigtig god dag med masser af besøgende. Det er imponerende at opleve, hvor mange der gerne vil være med til at bakke op om sagen, siger Jytte Olesen.
- Uden den lokale støtte kunne vi ikke gennemføre et arrangement som dette. Det viser endnu en gang, hvor stærkt fællesskabet er, når det handler om at hjælpe mennesker, der er ramt af kræft, tilføjer hun.
I fjor indbragte Lyserød Lørdag-aktiviteterne i Aalborg omkring 180.000 kroner til brystkræftsagen.
Det endelige regnskab for i år er endnu ikke gjort op, men arrangørerne håber, at den flotte tilslutning vil afspejle sig i resultatet.