Facebook-detektiver opklarer Stadsarkivs mysterium om gammelt foto
Aalborg Stadsarkiv indsamler, bevarer og formidler hele Aalborgs historie, og lige nu huser bygningen i Arkivstræde 1 intet mindre end 8 hyldekilometer arkivalier, 5 millioner fotos og et stort antal historiske film og lydoptagelser.
Når Stadsarkivet skal beskrive de historiske billeder, så kan det godt være lidt af et detektivarbejde at finde ud af, hvad de forestiller, og hvor de er taget.
Derfor må der tages både traditionelle og mere moderne metoder i brug.
Digitalisering af byens historie
23-årige Asta, der til daglig læser historie på Aalborg Universitet, er frivillig på Stadsarkivet, hvor hun arbejder med behandlingen af fotografier i forbindelse med digitaliseringen af arkivet.
- Udgangspunktet er tit gadenavnet, som kan stå bag på billedet, men det gør det ikke altid. Vi er ofte inde på Google Street View og "vandre" en digital gåtur ned ad gaderne for at finde genkendelige huse og husnummer, så vi kan være så præcise som muligt i vores beskrivelse af billedet, fortæller Asta og fortsætter:
- Vi kan også nogle gange krydstjekke med gamle telefonbøger, ejendomsoplysninger og vejvisere for at kunne tidsfæste bygninger, så vi også kan sætte en nogenlunde tidsperiode på, forklarer hun.
Når fotografierne er beskrevet og digitaliseret, kan de ses online i Aalborg Stadsarkivs database.
Efterforskning på Facebook
Når vejvisere og digitale kort ikke virker, må Asta og hendes kollegaer ty til gruppen "HistorieAalborg", som Stadsarkivet faciliterer på Facebook.
Det gjorde de, da de fandt et billede sammen med andre fotos fra Store Nygade i 1935 - området, hvor Salling ligger i dag. Efter sammenligninger med kort og andre fotos fra kvarteret blev der imidlertid sået tvivl om, hvorvidt fotoet overhovedet var fra Store Nygade - eller i det hele taget fra Aalborg?
Derfor lagde de billedet op i Facebook-gruppen og bad om hjælp.
Her identificerer og debatterer tusindvis af entusiastiske følgere historiske billeder.
- I gruppen crowdsources der for at løse nogle af de spørgsmål, der kan være ift. de historiske fotografier – og folk deltager med deres store og detaljerede viden om byen før og nu og krydret med minder fra stederne. Det er ret sjovt, fortæller Bente Jensen, der er arkivar på Stadsarkivet.
Facebook-detektiverne fandt snart frem til fotoet i stedet var fra 1928 og forestillede Møllegade set op mod Algade med starten af Hjelmerstald til højre. Eftersom langt de fleste huse i dag er revet ned, så var det svært at se, men med hjælp fra følgernes hukommelse, gamle malerier og private fotografier blev mysteriet opklaret.