Bytteboksen er flyttet til Aalborg Øst: Her kan du bytte møbler, tøj og bøger med din nabo
Efter at have stået på lager den seneste halvanden måned lander én af Nordværks populære byttebokse nu på en ny placering. Det bliver i Aalborg Øst for første gang – nærmere betegnet på Saltumvej nr. 11-13.
Med den nye placering tager Bytteboksen hul på et nyt år efter et travlt 2023, hvor byens i alt tre byttebokse havde cirka 25.000 besøg fra genbrugsinteresserede aalborgensere.
Unge holder boksen pæn
Tilbuddet er ret simpelt - du kan stille ting, du ikke længere bruger - og tage noget andet med hjem fra hylderne.
I Bytteboksen på Saltumvej kan du derfor både aflevere og finde bøger, spil, porcelæn, køkkenudstyr, tøj, interiør og meget mere. Når du afleverer ting, som du ikke længere selv bruger, må man tage noget andet med hjem - kvit og frit.
Den nye placering er kommet i stand i samarbejde med Alabu Bolig. Her er desuden lavet en lokal aftale med en håndfuld unge, som har meldt sig til at holde Bytteboksen i god stand til nye besøg.