Politi: Kvinde truet og tvunget til prostitution
Rumæner fængslet i nordjysk sag om mulig menneskehandel
AALBORG: En 38-årig rumænsk kvinde blev onsdag varetægtsfængslet i to uger, sigtet i en sag om menneskehandel i prostitutionsmiljøet i Aalborg.
Kvinden blev anholdt af Nordjyllands Politi tirsdag.
Ifølge politiets sigtelse har hun rekrutteret en anden kvinde til prostitution i Danmark, truet og udnyttet kvinden til tvangsarbejde som prostitueret, frataget hendes ID og beholdt de penge, kvinden tjente.
Det skulle være sket i Aalborg i en periode fra december 2021 til januar i år.
Den 38-årige kvinde, som sigtes for den påståede menneskehandel, blev onsdag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Her blev sigtelsen mod hende læst op, og kvindes forsvarer fortalte, at kvinden nægter sig skyldig.
Derefter blev dørene lukket ved grundlovsforhøret efter ønske fra anklageren. Politiet har endnu ikke klarhed over, hvor omfattende sagen er, og man mangler fortsat at afhøre flere vidner, oplyste anklageren.
Forsvareren protestede over dørlukningen og pointerede, at den kvinde, politiet mener er blevet udnyttet af den 38-årige, allerede er afhørt.
Retten valgte dog at lukke dørene ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen.
Retten bestemte, at den rumænske kvinde skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig to uger. Kvinden har kæret fængslingskendelsen til landsretten.