Klumme: Vinterpausen

Åh, den kære lange vinterpause. Som fodboldspiller er den både tiltrængt, men også vildt irriterende.

En pause. Et afbræk. Fri for dagenes lange og kolde træningspas og mere tid med familien, vennerne og lidt julehygge i weekenderne. Og alligevel en tid med den værste form for kontrol og træning, som jeg syntes eksisterede.

Puls-ure, træningsmålinger og endeløse programmer for løb og individuel styrketræning. Jeg kunne ikke udstå den form for træning. Selv i dag har jeg svært ved at motivere mig selv til at snøre løbeskoene og bare løbe en tur på stierne. Selvtræning og selvdisciplin var nok ikke mine ypperste forcer. Jeg ved ikke, om det kommer som en overraskelse for jer?

Lad mig bare sige det sådan, at jeg, uden at underdrive, var lidt bagud på point og form, når vi startede træningen op efter vinterpausen og begyndte at løbe på stierne i Aalborg Øst eller ude på atletikbanen i Skovdalen. Allerede efter 5 minutter var jeg jo 2 runder efter Augustinussen og Risgård, som kunne løbe solen sort i konstant højt tempo.

Shit, jeg havde lyst til at spænde ben eller lave en tofods-tackling i knæene på dem, hver gang de overhalede mig. De var geniale. Og fantastiske holdkammerater, men lige dengang og der, kæft, de var ikke i høj kurs. Og hvis øjne kunne dræbe, så var Ashley Tootle, vores fysiske træner dengang, død for længst. Jeg skulede så ondt på ham hver gang eller de få gange, jeg passerede ham på start/mål linjen.

”Come on, P – keep going”… ”Shut the f… up – er det en atletikklub, vi spiller for!?”, var som regel mit frustrationsudbrud, når lungerne passerede drøblen i halsen og læg, lår og lyske krampede op.

Heldigvis var jeg ikke den eneste, som havde det stramt og svært med den form for træning. Så nede bagi havde vi vores egen lille gruppetto, der som regel bestod af Jimmy Nielsen, Casper Jacobsen, Jacob Krüger, et par brasilianere eller sydafrikanere og Súni Olsen, vores kære færing, som brugte det meste af hans ferie på at drikke øl og spille Manager. Og så selvfølgelig undertegnede.

Jeg vidste selvfølgelig godt, det var et nødvendigt onde. Og noget som bare skulle overstås, så man stod stærkere til at blive lukket ud på græs igen. Og ja, jeg var måske ikke blevet overhalet 25 gange, hvis jeg var en smule mere disciplineret med selvtræningen i december måned. Jeg fik heldigvis også altid indhentet det forsømte, lige så snart vi fik lov til at træde indenfor kridtstregerne igen.

Jeg er nu ret overbevist om, at langt de fleste spillere i dag står snorlige, når træningen påbegyndes igen i januar. Men lur mig, om der ikke også stadig er et par spillere, som hænger lidt i bremsen og skal smide et par flæskesvær på sidebenene. Vi er alle forskellige. Heldigvis for det.

Jeg glæder mig til at se spillernes og klubbens forfatning, når det går løs igen. Vores ønske, håb og mål om at spille Superliga-bold igen til sommer ser pointmæssigt godt ud. Lad os håbe, det spillemæssige udvikler sig positivt hen over foråret også.

Til slut vil jeg bare ønske alle et godt nytår.

Forza de Røde!