Klumme: Enmandshæren og Vesttribunen

Med hiv og sving tog vi første stik i en uge, hvor meget er på spil.

Tre kampe. Tre kampe på vores bane, som nærmest kan definere hele sæsonen.

Skulle man grine eller græde?

Jeg har sjældent været så glad for VAR, som jeg var i søndags. Selvfølgelig kunne det straffespark dømmes. Det kunne også sagtens være ignoreret og vurderet som en ganske almindelig duel i feltet efter en dødboldsituation, hvor begge spillere havde fat i hinanden. Denne gang gik det vores vej. Heldigvis.

Jeg tror simpelthen ikke, at vi havde vundet den kamp, hvis ikke det var for den kendelse. Og Allan Sousa. Straffesparket blev dømt, men der skal også sparkes og scores. Og hvilken scoring. Jeg vidste helt ærligt ikke, om jeg skulle grine eller græde. Tænk at lave en ”panenka” ved stillingen 0-0 et kvarter før tid i en vanvittig vigtig kamp om ikke at rykke ned.

Shit, en kølighed…

Sidst jeg selv oplevede noget lignende på vores stadion, var vel da Siyabonga Nomvethe scorede på identisk måde i straffesparkskonkurrencen mod Manchester City i Europa League i 2009. Og ikke engang det spark vil jeg vurdere til at være lige så vigtigt som det, Sousa sparkede i søndags. Vi snakker altså her om et spark, som potentielt kunne afgøre, om vi får de fornødne point til at overleve i Superligaen.

Shit, en kølighed. Er du gal, en selvtillid og tro på egne evner man skal have. Man skal i hvert fald ikke tænke for meget over, hvad der vil ske, hvis man vælger at sparke sådan på sådan et tidspunkt og brænder (emoji med hænderne for øjnene)…

Jeg har altid brystet mig af at elske presset. Jo mere på spil, des bedre. Men jeg kunne aldrig i mine vildeste drømme forestille mig, at et så afgørende straffespark skulle sparkes på den måde.

Sousa gik forrest

Men hvis ikke Sousa, hvem så? Manden var jo endnu engang vores enmandshær. Tænk engang, i så vigtig en kamp med så meget på spil, så er det Allan Sousa, der går forrest, viser en vildskab og passion, som tænder hele stadion, og som jeg efterfølgende er enig med kommentatorerne i, var med til at vippe kampen over til AaB´s fordel.

Ikke Thelander, ikke Helenius, ikke Pallesen eller Prip, men Allan Sousa. Jeg kan sagtens sætte mig ind, at når de mere etablerede og rutinerede spillere i forvejen kæmper med deres eget niveau, så er det svært at fokusere på meget andet end sin egen præstation og endnu sværere at begynde og skrige til og med fansene.

Det er altid fedt

Vesttribunen var som altid i hopla, men der skete alligevel noget omkring det 55. minut, hvor synergien mellem spillerne og tilskuerne bare fik et hak i vejret. Og det var bestemt Sousas fortjeneste. Det var fantastisk at mærke. Og det er især fedt for spillerne at mærke. Tro mig.

Når kampene skal afgøres og tacklingerne flyver rundt, og man mærker og hører tilskuerne i hver duel, så får man hurtig en følelse af at være usårlig. Omvendt så kan det være voldsomt svært og frustrerende som udebanespiller, når man mærker, at hele stadion er imod én og modspillerne bliver næret af fansenes energi.

Flere skal hæve niveauet

Så mere af det på torsdag. Og ikke mindst på søndag. Forhåbentlig hæver flere af spillerne deres niveau, så vi ikke kun er afhængige af Allan Sousa. Og til dels vores unge, tyske målmand, som også stod en fin kamp mod Lyngby. Der skal simpelthen mere kog på suppen.

Mere vildskab.

Flere knyttede hænder mod tilskuerne.

Det løfter os i flok.

Forza de Røde!