Klumme: Angribere er bare anderledes

En undren. En fortvivlelse. Et problem?

Jeg ser, hører og læser det hos alle os, som følger AaB tæt. Hvad er det, der sker med angribere, som alle har mål i støvlerne, men lige så snart de trækker AaB-trøjen over hovedet, så går det i stå? Jeg vil gerne gøre det klart med det samme. Denne klumme handler ikke om at hænge konkrete angribere ud, men mere en konstatering og ja, undren over hvorfor og hvordan vores offensiv kan gøre angribere i AaB så tandløse?

Ikke siden 15/16-sæsonen har vi haft en angriber med mere end 10 mål i støvlerne på en hel sæson (Spalvis 18 mål). Okay, Luka Prip gik målamok for et par sæsoner siden og bankede lige 14 kasser i dåsen. Som midtbanespiller. Det ville jo nærmest være godkendt for en angriber også.

Det er fire sæsoner siden, en angriber blev topscorer i AaB (Tom van Weert med 10 mål – delt med Lucas Andersen). Er det nogensinde sket før i nogen andre klubber? Van Weert tager efterfølgende til Grækenland og bliver topscorer med 17 mål. Vi henter Superligaens topscorer i Nicklas Helenius. Han spiller knap nok nu og ligner ikke ligefrem den angriber, som hakkede mål ind efter velbehag i Silkeborg. Vi sælger Ementa for en slik til Viborg, og han gør det som ventet/frygtet (smiley med hånden for munden) meget godt og scorer jævnligt. Selv en Wessam Abou Ali og Kasper Høgh forlader AaB og begynder nærmest straks at score mål på samlebånd i deres respektive klubber.

Er det bare mig, eller er det ikke helt tilfældigt? Jeg har som nævnt i tidligere klummer stor respekt for både Helenius og Prica og deres kompetencer, og dette er ikke udelukkende en kritik af dem. Det falder også og ikke mindst tilbage på træneren, taktikken og måden, angriberne bliver sat op på.

I starten af sæsonen i Nordic Bet-ligaen spillede Helenius alene på toppen og gjorde, hvad han kunne og scorede også et par mål. Okay, ligesom resten af holdet var det ikke fantastiske præstationer, men man kan tilgive en angriber for meget, hvis bare han scorer. Nuvel, han røg på bænken, og så startede vi med Ross på toppen. Han kvitterede med en scoring i Vendsyssel. Så gik der halvanden kamp, og så var han heller ikke foretrukket i angrebet længere.

Tim Prica fik så chancen fra start mod Helsingør. Og scorede. Og startede så efterfølgende ude mod Næstved. Jamen, altså... Så er det sgu heller ikke nemt! Angribere er et specielt folkefærd. Om nogen har de brug for opmuntring, selvtillid og kærlighed. Målmænd er for eksempel helt anderledes mentalt bygget. Der skal meget til at slå dem ud af kurs, og de er altid garant for at holde dem selv og deres holdkammerater på dupperne. Nogle gange ved man ikke engang altid, hvem eller hvad de råber ad.

Angribere er bare anderledes. Det er også derfor, man ofte ser deres mål kommer i stimer. Det er bare svært at starte en stime, hvis man ikke får lidt tid og tillid. Jeg er med på, at der skal være konkurrence om pladserne, men på 9’er positionen savner jeg virkelig noget kontinuitet. Det er så vigtig en position og hver gang man skifter, så ændrer det dynamikken på hele holdet. Helenius, Ross og Prica har forskellige kompetencer og skal ikke spilles på samme måde.

Kan vi spille dybt? Skal bolden spilles i fødderne? Skal vi slå indlæg eller søge gennembrud gennem midten? Ny angriber – ny plan. Ingen stabilitet. Ingen potentielle målstimer. Ingen selvtillid.

Hvad tænker I om vores angriber-kvaler? Savner I ikke også den 9’er, som spiller og scorer kontinuerligt? Og hvem i den nuværende trup skulle det i så fald være?

Forza de Røde!