Klumme: Åh nej, helikopterrampen hælder lidt ubekvemt

Så piver folk igen.

Igen-igen.

Bare fordi alt ikke skinner perfekt eller er tiptopluksus eller fisefornemt bamseblødt og sukkersuperfint med det der nye supersygehus i Aalborg. Brok og utilfredshed og finden huller i osten, det kan de.

Det er helt vildt, som de kan.

Nu er det helikopterplatformen oppe på taget, der åbenbart ikke er fin nok til alle de fintfølende finbrokhoveder inde fra salonerne. Noget med at rampen til platformen er lidt usikker, hælder en smule og er for stejl og måske lidt farlig og hvad ved jeg.

Uha da, hvor ubelejligt.

Man forventer simpelthen at blive fløjet i helikopter hele vejen til supersygehuset, fint skal det være, og så brokker man sig, bare fordi der er en lille stigning på rampen?

Altså, hallå.

Har de hævesænkebordstyper aldrig i deres liv forceret en skråning? Evner de ikke at færdes på en hældning? Mage til curling-patienter skal man lede længe efter. Der er sikkert heller ikke mere havrehvedeklidhybenhavtornsødemiddelmælk til kaffen, nu er I advaret.

Nej, vi ryster på hovedet, herude i virkeligheden, hvor jeg er fra, det kan jeg godt sige jer. Når vi altså har en ledig stund til at ryste på hovedet og det har vi sjældent, for her bestiller vi rent faktisk noget, vi har travlt, travlt med reel produktion og tagen fat.

Herude er kaffen skoldhed og sort og ramper har hældning og sådan er det.

Herude er der ikke noget flæberi, bare fordi en bærende stålkonstruktion bag en murstensfacade ikke lige har nok bæreevne i teorien. Det er der så meget, der ikke har herude, verden står endnu, og vi klynker heller ikke over lidt vandindtrængning i nogle småutætte operationsstuer. Som om lidt drypværk skulle bekymre en intensivpatient.

Jeg tvivler.

Herude er der intet jammerkommoderi over nogle skvæt vand på et hospitalsgulv, våd isolering, alger og mos på fugtigt murværk eller lidt svamp, bakterievækst og en smule rust i 36 kilometer vandrør. Hvis vi skulle hyle op over hver eneste rustplet herude i virkeligheden, herude hvor vind og vejr tager fat i ansigt og akselstang, dag ud og dag ind, så kunne vi ikke lave andet.

Velkommen til virkelighedens verden. I skulle prøve den et smut.

Nej, der hvor jeg kommer fra, hvor vi tager ved og tager fat uden at kny eller knurre, der har vi ingen helikopterplatforme på taget, ikke det, der ligner, og hvis vi havde, kan jeg sandt for dyden love for, vi ikke ville pive over hældningen på rampen.

Det vil ligge os uendeligt fjernt.

Sådan er vi ikke opdraget.