Klumme: AaB eller Palermo

Tillid. Disciplin. Ærlighed. Frihed under ansvar. Stabilitet. Respekt. Kærlighed.

Forældre. Børn. Sportsdirektører. Trænere. Fodboldspillere. Så er vi sgu i gang. Mange af jer kan sikkert godt nikke genkendende til begreberne, da de i høj grad er med til at forme vores familieliv og venskaber. I mere eller mindre grad.

På samme måde fungerer et fodboldhold. Eller en fodboldorganisation. Igen i mere eller mindre grad. For præcis som familier kan være dysfunktionelle, så kan fodboldklubbers værdier og harmoni så sandelig også blive sat på prøve.

Fodboldspillere kan godt sammenlignes lidt med børn. Vi kæmper for vores selvstændighed, vi vil gerne individuelt skille os ud (nogle mere end andre), men uden faste hænder på rattet, så kan vi godt ligne høns uden hoveder.

Vores intentioner er gode. Der er ikke én fodboldspiller, som ikke elsker følelsen af at vinde eller lykkes. Problemet er bare, at det sjældent lykkes, hvis ikke de fundamentale begreber som ovenstående er på plads først. Det er vigtigt. Vigtigere end folk tror. ”Fodboldspillere skal bare holde kæft og spille fodbold”. ”Fodboldspillere tjener så mange penge, hvorfor spiller de så ringe?”.

Jo jo. Endnu et ”problem”: Fodboldspillere er også mennesker. Vi bliver også påvirket af støj og uro. Især når det foregår på hjemmefronten eller på vores arbejdsplads. Vores klub. Og når fodboldspillere er påvirket af uro på de indre linjer, så kan det aflæses på banen. Og i tabellen.

Jeg er overbevist om, at det er tilfældet i AaB. Spillerne har generelt ikke leveret. Og det er så sandelig også deres ansvar. Men hold kæft, hvor har der også manglet nogle faste hænder på rattet. Der har manglet retning, og der er nærmest famlet i blinde. Tilstandene i AaB det seneste år/halvandet har nærmest virket Palermo’sk og det ene fejlskud har afløst det andet. Det gavner ingen og så sandelig ikke spillerne, som oftest er dem, som står i orkanens øje.

I mange år var Lynge (Jakobsen) og Poul Erik (Andreassen) vores konstanter. De gav os ro. De gav os nogle værdier og frem for alt, så gav de os en følelse af stabilitet og loyalitet. De var strenge, de var krævende, og hvis vi trådte ved siden af, så skulle man huske at tage ble på til træning, for man vidste, at skideballen var undervejs.

Fodboldspillere har brug for den disciplin. Og respekt. Vi har også brug for et øre, som lytter til os, når lokummet brænder eller gode råd, hvis og når præstationerne til tider daler. Det stod de to herrer også for. Stabilitet. Respekt. Ærlighed.

Trænere kommer og går. Det kender vi efterhånden alt til. Men nu må stabiliteten og retningen også snart prioriteres. Hvem er AaB? Hvad er AaB? Jeg kan ikke lade være med at tænke på FC Nordsjælland. Det virker jo nærmest som om, de kan sætte min gamle mormor på trænerbænken, og de vil stadig præstere.

No offense, Johannes Hoff Thorup.

Men de har en identitet. De har en retning. De har stabilitet. De har ro på de indre linjer. Deres spillere skal sgu ikke forholde sig til nye potentielle ejere, sportsdirektører eller mangel på samme og nye trænere hver eller hver anden måned. For selvfølgelig forholder vi os til det. Jeg har sagt vi om spillerne. Jeg ser åbenbart stadig mig selv som fodboldspiller. Det går nok aldrig over.

Men jo, vi kan godt bare tage til træning, sparke lidt til kuglen og løfte nogle vægte, men uroen påvirker os. Spørgsmålene påvirker os. Manglen på stabilitet og en retning påvirker os. Og nej, Lynge og Poul Erik kan ikke erstattes, men mindre kan virkelig også gøre det. Jeg håber, de nye folk i bestyrelsen sammen med dem, som allerede har kendskab til AaB og hvad vi kan være, får styr på de indre linjer. Får skabt en ro, så opmærksomheden handler om det, vi alle elsker – nemlig fodboldspillet.

Forza de Røde.