Kaster håndklædet i ringen: Tabu er gået konkurs
Det er Michael "Miv" Pedersen selv, der har begæret Tabu konkurs
AALBORG: Aalborgs eneste restaurant med en Plate i Guide Michelin er gået konkurs.
Det prisbelønnede spisested med Michael "Miv" Pedersen i spidsen har valgt at kaste håndklædet i ringen.
- Jeg er ærgerlig over, det ikke er lykkedes os ved egen hjælp at lukke det økonomiske efterslæb efter Covid-19. Opgaven med at skaffe den livsvigtige likviditet til brug for de fulde tilbagebetalinger af lånepakker, udskudte skatter og moms, har været for stor en mundfuld for en restaurant som vores, Restaurant TABU, skriver Michael Miv Pedersen i en pressemeddelelse, der er sendt ud torsdag middag.
Konkursen bekræftes af et meddelelse i Statstidende. Det er indehaveren selv, der 5. september begærede selskabet bag Tabu konkurs.
Michael "Miv" Pedersen skriver i pressemeddelelsen, at det er hans store håb, at Restaurant Tabu kan køres videre, med eller uden ham selv ved roret.
- Jeg har stadig masser af energi at give, samt en stor tro på konceptet bag Restaurant TABU. Forhåbentlig findes der en god og holdbar løsning til en fortsat drift af en restaurant med et nordjysk dogme. Den nærmeste fremtid vil vise, om jeg får muligheden for at puste ud, inden jeg skal i gang med en ny og spændende sæson med mine øvrige sæsonforretninger, Restaurant Glashuset i Lønstrup og V-Hav på Tranum Strand, lyder det i pressemeddelelsen.