Julianes hundehvalp har været væk i tre uger- blev skræmt af kanonslag
Sacha var ude og tisse i haven, da et kanonslag bragede bag hende
- Der blev smidt et kanonslag ind i vores have. Lige bag Sacha. Derfor blev hun bange og forskrækket, for hun havde ikke reageret på fyrværkeri tidligere på aftenen.
Sådan fortæller Juliane Langballe, der er alene hjemme i to uger ad gangen, mens hendes far er på arbejde.
Far og datter var derfor blevet enige om, at en hundehvalp kunne holde hende med selskab, så hun ikke skulle kede sig, når hun var alene i huset. Men 17-årige Juliane havde kun været den lykkelige ejer af den lille sorte labradorhvalp i få uger, da hundehvalpen Sacha fandt et hul i hækken til haven i Hou og stak af.
Det var nytårsaften omkring midnat, og siden har Juliane, hendes far og en masse andre mennesker ledt efter hvalpen Sacha, der var 14 uger, da den løb væk.
Nytårsnat ledte de efter hvalpen i flere timer, og hele Hou blev gennemsøgt.
En af dem, der har hjulpet med at lede er Anne Jensen.
- Der er lavet adskillige eftersøgninger hele døgnet rundt, der er lagt slæbespor ud, tøj der dufter af familien, skåle med mad, Sachas hundemor har også været i spil. Alt for at lokke Sacha ud af sit skjul, hvis hun da stadig er at finde i området, skriver Anne Jensen til NORDJYSKE.
De forskellige tiltag i kampen om at finde Sacha koordineres i Facebook gruppen Find Sacha.
Der er også blevet sat droner op for at lede, og andre hunde har været med i eftersøgningen.
- To dage efter nytårsaften fik vi at vide, at hun måske var set tæt på vores hjem oppe på en minkfarm. Den dag var der fire sporhunde med ude og lede, men der var ingen tegn på, at hun havde været der.
Nu er der som sagt gået tre uger, siden Sacha forsvandt, og Juliane Langballe har tænkt meget på, hvad der mon er sket med hendes hundehvalp.
- Er hun blevet taget? Er hun stadig derude og gemmer sig? Eller er hun død? Spørger Juliane sig selv.
Hun håber, at Sacha finder hjem.
- Jeg savner hende rigtig meget.
Har du set Sacha, så kan Juliane Langballe kontaktes på 6077 1649.
Fornylig fortalte vi på Nordjyske.dk om Boss, der også var forsvundet og ingen har set siden. Et-årige Boss er af racen American Bully og han løb 1. januar væk fra sit hjem i Øster Holmen ved Frederikshavn. Boss ejer Emil Thomsen oplyser, at hunden stadig ikke er fundet.