Juletip: Her er idéer til gaver du selv kan lave
Keramik, læder - eller leg med papir og farver? Mulighederne er mange, når du slipper fantasien løs
AALBORG: Er du også en af dem, der synes, at der nu engang er noget helt særligt over at give en hjemmelavet julegave? En af dem, man har brugt tid på at lave - med modtageren i tankerne? Så er her nogle bud på, hvad du kan gøre.
Art By Me
Hos keramikcaféen Art By Me i Vestbyen kan du male og lægge farver på keramik i forskellige former og størrelser. Slikskåle, krus, fade mm. Og i øjeblikket også julemænd, juletræer og julekugler.
Samtidig kan du glæde dig over, at Art By Me er i ægte julestemning, så du får både pebernødder og julemusik med i købet.
Du skal være opmærksom på, at du skal være færdig med at male og dekorere senest 8. december, hvis julegaven skal være klar til at ligge under juletræet.
Materialer købes i keramikcaféen, og du kan med fordel booke en tid på forhånd her i juletravlheden - men du kan også bare dukke op.
Hvem:Art By Me
Hvor:Dannebrogsgade 9
Åbningstider:Alle dage til og med 22. december. Hverdage klokken 12 til 19.30 og i weekenden fra klokken 9.30 til 17.
Huset i Hasserisgade
Du kan lade kreativiteten flyde i flere forskellige værksteder i Huset i Hasserisgade.
Har du mod på at prøve kræfter med at støbe ting i porcelæn, er juleophæng, kopper og vaser en mulighed. Vær dog opmærksom på, at det er en fordel at have kendskab til teknikkerne på forhånd.
I keramikværkstedet finder du ler og rig mulighed for at lade hænderne forme gaver, hvor kun fantasien sætter grænser. Eftersom det tager tid, når leret skal tørre, brændes, glaseres og tørre igen - så er det sikre bud at give et hjemmelavet gavekort på et besøg i de kreative værksteder. Så er du sikker på, at gaven er klar juleaften - og man har noget hyggeligt at foretage sig sammen, når januar melder sin ankomst.
En anden mulighed, hvor du stadig har god tid, er at lave nøgleringe i læder.
Materialer købes i Huset, du kan med fordel booke en tid - men du kan også bare dukke op i åbningstiden og se om du er heldig at der er plads på værkstedet.
Hvem:De Kreative Værksteder
Hvor:Huset i Hasserisgade, Hasserisgade 10
Åbningstider:Værkstederne er åbne mandag til onsdag klokken 12 til 21, sidste åbningsdag inden jul er onsdag 18. december
Panduro i Aalborg Storcenter
Papir, saks og lim er også sikre valg, når julegaverne tager form - måske blandet med farver og glimmer?
Et stort, samlet udvalg og masser af inspiration finder du hos Panduro i Aalborg Storcenter. Vælger du at købe materialerne her, er der rig mulighed for at være kreativ og hygge hjemme med gaverne her i juletiden.
Hvem:Panduro
Hvor:Strøggade, Aalborg Storcenter
Åbningstider:Varierende åbningstider de kommende dage - fra 2. december klokken 10 til 20 alle dage til og med 23. december.