Billede beskrivelse

Har stået tom i to år: Snart åbner David ny butik i tidligere Aldi-ejendom

09. november 2024 kl. 17.01
Opdateret 12. november 2024 kl. 13.21

I mange år prydede Aldi facaden på Bisgårdsvej 8 i Skalborg - men i januar sidste år var det slut efter kædens exit fra Danmark. 

Siden har lokalerne stået tomme, men det bliver snart bragt til ende. 

Det fortæller David Klit, der er formand i Foreningen Charity. 

Billede beskrivelse

Han har nemlig tænkt sig, at der skal være genbrugsbutik i det 600 kvadratmeter store lokale - og det arbejde tager han og den øvrige ledelse hul på i starten af det nye år, fortæller han til Ligeher.nu Aalborg.

Butikken kommer til at hedde Life Genbrug og findes allerede i lignende formater i Klarup, Støvring og Hobro. Butikken i Skalborg bliver dermed den fjerde butik i rækken. 

- Vi overtager ejendommen 1. januar og regner så med at kunne åbne i løbet af februar eller marts, forhåbentlig til vinterferien i uge 8, siger han. 

Foreningen Charity

  • Charity blev stiftet i 2014 med det formål at støtte og arbejde for forbedringer af menneskers livsvilkår i ind- og udland. 
  • Ideologien bag Charity har sit afsæt i kristendommen, hvor en af grundsætningerne er, at man skal gøre mod andre, hvad vi ønsker de skal gøre mod os, og hvor værdier som omsorg, gavmildhed og respekt for andre mennesker er bærende elementer.
  • Virkefeltet er primært at opstarte nye initiativer, drifte dem indtil de er selvkørende og kan få deres eget liv i egen organisering. 
  • Etableringen af nye tiltag sker altid i samarbejde med lokale ildsjæle og organisationer, som efterfølgende kan videreføre det nye tiltag. 
  • Ofte er samarbejdspartnerne kirkelige organisationer, foreninger eller privatpersoner der er gode til drift, men mangler hjælp til etablering. 
  • Charity arbejder ud en exitstrategi i forhold til egen medvirken, så man kan trække sig ud af projekterne, når de er bæredygtige og er klar til at leve deres egne liv.

Butikken kommer som udgangspunkt kun til at sælge genbrugstøj, forklarer David Klit og erklærer, at det "ikke bliver traditionel genbrug, som man ellers kender det". 

- Vi har længe drømt om at komme til Skalborg, så at vi kan åbne i denne ejendom er helt perfekt. Der bor mange mennesker i området, og det er tæt på City Syd, siger David Klit, som samtidig kan afvise, at der er tale om et midlertidigt koncept. 

- Vi er kommet for at blive, konstaterer han.  

Som nabo får Life Genbrug-butikken med tiden - formentlig i løbet af 2025 - Rema 1000 som nabo. Det har vi skrevet om her på Ligeher.nu Aalborg tidligere på ugen. 

Læs mere om den nye udvikling for Rema 1000 i Skalborg her

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste