Barsel i Aalborg? Se vores store babyguide
At være på barsel er noget, mange forbinder med en masse dejlige ting. Det er en kompleks tid fyldt med vidunderlige øjeblikke, men også udfordrende ensformigheder. Og barselsboblen kan være lige så udmattende, som den kan være tryg og rar.
Derfor har vi lavet en liste over aktiviteter i Aalborg, der kan hjælpe dig med at bryde boblen på en overskuelig og hyggelig måde.
Vi opdaterer listen med aktiviteter løbende.
Babysalmesang
Dit barn elsker lyden af din stemme, og det benytter babysalmesangen sig af. Til babysalmesang synger man fagtesange, leger med sansetørklæder og bevæger sig rundt i kirkerummet, og i de fleste tilfælde er der også mulighed for at få en snak over en kop varmt efterfølgende. Det er en god måde at være sammen med din lille guldklump på i samværet med andre forældre og deres babyer.
Babysvømning
Svømning er en god måde at stimulere din babys sanser og styrke motorikken på. Så når du og din baby er klar til det, kan du overveje at besøge en svømmehal. Tal eventuelt med din læge om, hvornår det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Tilmelder du dig et babysvømningshold er fordelen, at der vil være en uddannet babyinstruktør, som hjælper dig med at lave forskellige øvelser i vandet, som er gode for din babys motorik og svømmefærdigheder. Der vil typisk også være forskellige legeredskaber, der egner sig til at stimulere din babys sanser. Og så er der det sociale aspekt: Der vil være andre forældre, i samme båd som dig, som du kan snakke med.
Men du kan altså også tage din baby med i svømmehal uden at gå til babysvømning.
Barselscaféer og legeområder
Plantorama
Plantorama Aalborg har over de seneste par år arrangeret barselscafé på førstesalen i havecentrets Espresso House. Her kan forældre mødes og hygge sig sammen med hinanden og deres små guldklumper. Til barselscaféen guider baby- og børnefysioterapeut Lene Bak de deltagende forældre i at bruge blid babymassage til at berolige spædbarnets nervesystem.
Shoppen
Shoppen i City Syd har også en barselscafé hver tirsdag fra kl. 10.00-12.00. Hver mødegang har et bestemt tema, såsom motorik og hvordan du kan tumle med dit barn derhjemme, sikkerhed og fif til bæreseler og andre bæreredskaber, eller endda åben konsultation med en sundhedsplejerske.
Fars Legestue
Der findes også en barselscafé, som henvender sig til de barslende fædre i byen. Her kan du komme med dit barn og lege og være sammen med andre fædre. Der er en tovholder til at byde fædrene velkommen, sørge for kaffe på kanden og sikre legetøj til alle. Indimellem er der også mulighed for at tale med en sundhedsplejerske. Barselscaféen hedder Fars Legestue og foregår fredage kl. 12.00-14.30 i Nordkraft.
Hovedbiblioteket
På Hovedbiblioteket i Aalborg har du også mulighed for at komme og være med din baby. Her er afgrænsede områder med skummadrasser, sansestimulerende pilfingerbræt og andet legetøj, samt bøger i massevis. Der er puslerum med plads og ro til amning og mikroovn til opvarmning af babymad, ligesom der også er borde og højstole inde i børneområdet.