Billede beskrivelse

Gode tips fra byens bagere til julens hjemmebag

12. december 2023 kl. 10.00
Opdateret kl. 13.51

Byen bugner af julegodter, søde sager og lækre kager særligt til december. 

Men hvad nu hvis, du gerne vil lade duften af jul sprede sig hjemme i dit eget køkken. Vi har spurgt tre bagere, hvad deres bedste tips er til at bage julekager derhjemme.

Vejgaard Bageri

Hos den prisbelønnede bager i Vejgaard er deres klassiske norske klejner favoritten i bagerbutikken lige nu - men hvis julebag er nyt for dig, er klejner måske ikke det første, du skal kaste dig over. Prøv i stedet med pebernødder. 

Se også
Bagerduellen i Aalborg: Hvem er byens bedste?

- Det gode ved pebernødder er, at det næsten ikke kan gå galt. Du kan også nemt at have børnene med i processen. Og alle kan lide dem, så det er næsten en sikker vinder, siger Henrik fra Vejgaard Bageri og uddyber:

- De behøver ikke være lige store, men hvis du gerne vil gå efter et ensartet udtryk, så kan du med fordel komme dejen på køl eller frys inden du begynder at rulle den. Så er den nemlig meget nemmere at arbejde med og du kan klippe pebernødderne ud, siger Henrik Bakgaard fra Vejgaard Bageri.

Surdejsbageren

Det største hit blandt kunderne ved Surdejsbageren på Budolfi Plads lige nu er rent faktisk deres bag-selv-småkager. Så det var jo et nemt og konkret bud på, hvad du kan bage hjemme i dit eget køkken.

Du kan både få en vaniljekrans med orangeknas og en brunkage med pistacie, som du selv kan sætte i ovnen - og voila, mesterbager!

- Ellers vil jeg nok anbefale at bage lussekatte - også kaldet Lucia-brød. Gyldne S-formede boller med safran. Vi har dem også i butikken i år, og de er super populære. Og så er de nemme at lave - næsten ligesom at bage en almindelig bolle, siger Robin Essel fra Surdejsbageren. 

- Et godt tip til bagning uanset, hvad du bager og hvor god du er til det, er at følge en opskrift. Det gør vi også her. Læs det hele godt igennem inden du går i gang, opfordrer han.

Fru Søgaard

Hos Fru Søgaard på C. W. Obels Plads byder de også på juleklejner i år - men ikke den traditionelle slags. Her har de i stedet lavet en fusion af en klejne og en croissant, som er blevet et stort hit i år.

Skal du i gang med at bage selv anbefaler Caroline Søgaard-Pedersen fra Fru Søgaard imidlertid at du kaster dig over brunkagerne.

- Det er en ægte jule-klassiker, og de er nemme at gå til. Et godt tip er at lave en ekstra stor portion dej, rulle den ud i portioner og så komme dem i fryseren. Så kan du tage rullerne frem i løbet af december, hurtigt skære dem ud og smide dem på bagepladen. Så kan du lave friskbagte småkager til dine gæster hele julen, siger hun.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste