Bagerduellen i Aalborg: Hvem er byens bedste?
Nu er det igen blevet tid til at anerkende din yndlings bager i byen. OpdagDanmarks årlige konkurrence ”Danmarks Bedste Bager” er nemlig i fuld sving, og du kan igen i år stemme på en række af de lokale bagere, der sørger for velsmagende bagværk til aalborgenserne.
Bagerbutikken i Vejgaard
Vejgaard Bageri er en velkendt genganger på listen over de nominerede til titlen som Danmarks Bedste Bager. Og de fører allerede med over 1000 stemmer foran de andre nominerede bagere fra Aalborg.
Bageriet i Vejgaard, der har eksisteret siden 1932, har en lang historie i den lille by i byen og kunderne kommer gerne langvejs fra for at handle.
- Vi har jo rigtig mange kunder, der henter brød og tager med til Hirtshals, Sæby, Støvring, opremser den nuværende indehaver Trine Bakgaard og fortsætter:
- De kører vidt og bredt med vores brød og det er jo megafedt.
Men den vejgaardgensiske forankring er ikke til at komme udenom. Ifølge Trine har bageriet de bedste og mest trofaste kunder, der støtter dem dag efter dag. Og hendes forklaring på det kommer lige så prompte, som det kommer naturligt:
- Det er bare Vejgaard.
Flere lokale bagere er nominerede
Det er ikke kun Vejgaard Bageri, der er nomineret i konkurrencen om at blive Danmarks bedste bager. På listen finder du også Bauns Bageri i Hasseris og Penny Lane, Othello Bageriet og BreadByKearup, der alle tre ligger i centrum.
Uanset om de nominerede bagere fra Aalborg vinder titlen som Danmarks- , Nordjyllands- eller Aalborgs bedste bageri, så kommer alle bagere med over 250 stemmer med på OpdagDanmarks kort over Danmarks bedste bagerier.
Så hjælp din lokale bager med din stemme og giv dem et anerkendende skulderklap med på vejen.
Afstemningen løber frem til den 28. november kl. 13.00 og foregår via SMS. Du kan få mere at vide om, hvordan du stemmer HER.