Fastelavnsbolle med brunsviger må være den skøreste kage i byen
Smagene minder lidt om en gammel kending, der har nordjyske rødder
AALBORG: En snasket brunsviger har væltet fastelavnsbollens overbolle af pinden.
Derefter er den kravlet ovenpå flødeskummet og indtaget positionen, som fuldender den skøreste kombination af kage i byen.
- Vi ville gerne finde på noget, der var lidt anderledes. Vi ville i virkeligheden gerne have lavet romkugle-fastelavnsbollen, men der var andre i byen, der var hurtigere til at lave den end os. Så ville vi hellere noget andet, fortæller Mette, du kan møde smilende bag disken i Othello Bageriet.
Det alternative valg blev samtidig ret opfindsomt. For bageren valgte at tage låget af fastelavnsbollen og smække en kagemand oveni.
Det har vist sig at være en god beslutning for forretningen.
- I dag har bageren produceret cirka 150 styk af den her type fastelavnsboller. Det veksler lidt, hvor mange der bliver bagt, men alle dage har vi haft udsolgt, fortæller bagerjomfruen.
Spis kun med munden - ikke øjnene
Det siges, at man også spiser med øjnene. Men denne kage har ikke ligefrem potentiale til at blive serveret på nogen fin restaurant som en lille let dessert.
Faktisk er serveringen af en ret voldsom størrelse, og der er altså ikke meget elegance at spore - uanset hvor flotte tallerkner, du hiver frem fra køkkenskabet.
Men kan du ikke få nok af flødeskum i lag, kagecreme, brun farin, wienerdej og slik på toppen - så løber dine tænder formentlig allerede i vand.
En dominerende kagemand
For at angribe den store kage, må vi tage begge hænder - og en gaffel - i brug.
Wienerdejens luftige lag bukker hurtigt under for tyngden af brunsvigeren.
Ved første øjekast ligner det en tør omgang, men smagen overrasker med store mængder flødeskum og kagecreme, der egentlig komplimenterer hinanden godt.
Mængden af flødeskum er massiv og vælter ud af kagen, når først vi er gået i gang med gaflen. Flødeskummet er luftigt i konsistensen, som mængden også kræver.
Smagsmæssigt bliver det lidt en blandet oplevelse.
For wienerdejen bliver en anonym størrelse, mens den sukkerholdige brunsviger trækker i førertrøjen og dominerer.
De små stykker slik på toppen er meget hårde i forhold til de to bløde stykker dej. Vingummien giver endnu et sukkerskud til den i forvejen søde brunsviger, mens de små lakridser bliver et sært møde med resten af den søde og flødefyldte kage.
Alt i alt dominerer flødeskum og brunsviger, som giver associationer til den velkendte og klassiske kagemand, som vi kender den fra det nordjyske: Svampet brunsviger pyntet med flødeskum.