Falske flyers spreder misinformation i Aalborg
Den gule flyer bruger samme genkendelige grafik som Sundhedsstyrelsen
AALBORG: Har du for nylig tømt postkassen og fundet en gul flyer om covid-19-vaccinerne?
Så skal du være ekstra vågen, inden du æder alt informationen råt.
For i postkasser rundt omkring i Aalborg bliver der fortsat delt flyers ud, der hurtigt kan skabe forvirring om corona og coronavaccinerne.
For selvom den lille flyer ved første øjekast ligner information fra Sundhedsstyrelsen, så er afsenderen endnu ukendt.
Samme logoer, grafikker og skrift
Informationens afsender er nem at tage fejl af. For skrifttype, logoer og grafikker er nøjagtig de samme, som dem vi er vant at se fra Sundhedsstyrelsen.
På forsiden står der ‘Hvor mange stik vil du have?’ og herunder en mand, der modtager seks vaccinationer.
Linker til misinformation
Vender du flyeren om, finder du overskriften ‘Forhold dig kritisk og døm selv!’ efterfulgt af fire QR-koder.
Koderne linker til fire hjemmesider, der spreder falsk information og forholder sig skeptisk til coronavirus og covid-19-vaccinerne.
Det bekymrer kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen, Eva Tolstrup Ziegler.
- Vi vil gerne på vores egne kanaler rumme uenighed og diskussion, men det skal være baseret på, at folk præsenterer korrekte fakta og ikke udgiver sig for at være andre, siger hun til DR.
Derfor har Sundhedsstyrelsen politianmeldt materialet. Men på trods af politianmeldelsen er flyerne stadig i omløb i postkasser rundt omkring i Aalborg.