Vil du med Martin og Simon på rulleskøjtetur?
Er du klar til at rulle gennem Aalborgs gader med vind i håret og i det fineste selskab?
Så snør rulleskøjterne, for på fredag lyder startskuddet til årets første Friday Night Skate.
Det er rulleskøjteklubben IC Aalborg, der traditionen tro inviterer alle, der elsker fart, fællesskab og festlig stemning, med ud på aftenture gennem byens gader.
Rullende fællesskab
Ruten starter foran Aalborg Streetfood i Vestbyen, og herfra ruller deltagerne i samlet flok ud på en 15 kilometer lang tur.
Undervejs sørger medlemmer fra IC Aalborg for, at alt forløber sikkert og smidigt. To af dem er de erfarne rullere Martin Birk Nielsen og Simon Scott.
– Jeg har rullet i seks år, men det er ikke lang tid i forhold til Simon, fortæller Martin, der til daglig arbejder som muresvend.
Simon, der er underviser, supplerer med et grin:
– Jeg har kørt i klubben siden 2013, og så er jeg vokset op med rulleskøjter på.
Sammen med andre medlemmer fra IC Aalborg vil Martin og Simon køre forrest og bagerst i feltet for at blokere trafikken og sikre, at hele gruppen trygt kan nyde turen midt på vejene.
En passion på hjul
Friday Night Skate har rullet gennem Aalborgs gader siden 2013 – kun afbrudt af corona-sommeren 2020 – og formålet er simpelt. IC Aalborg vil dele skøjteglæden med resten af byen.
– Skøjtning er en passion for mit vedkommende, fortæller Martin.
Og ved at deltage i Friday Night Skate får du mulighed for at opleve, hvad et rulleskøjtefællesskab kan tilbyde.
– Friday Night Skate er en social og festlig tur, hvor vi har musik med og hygger os hele vejen.
Udover at mødes til Friday Night Skate træner IC Aalborg 1-2 gange om ugen. Klubben har på den gode side af 80 medlemmer, og aldersspændet strækker sig fra 5 til 70 år.
Gratis deltagelse
Det er gratis at deltage i arrangementet, og alt du skal gøre er bare at møde op med skøjterne på. Har du ikke udstyret, er det muligt at leje af klubben.
– Vores ture er forskellige hver gang, og de er åbne for alle, fortæller Simon.
Turen starter klokken 19 foran Aalborg Streetfood og slutter samme sted.
Undervejs holder feltet en pause, hvor der bliver delt gratis frugt og vand ud, sponsoreret af Rema 1000 i Hasseris.
Når turen er slut, venter der afterskate på Streetfood med rabat i baren.